Forleden åbnede ML Industries A/S i Bindslev dørene for et virksomhedsbesøg, som var arrangeret på initiativ af Tannisbugt Venstre.
Direktør og ejer, Lasse Astorp Malmgaard, bød alle velkommen og indledte med at fortælle om virksomhedens udvikling fra 1975, da Lasses far, Erik Malmgaard, startede pulverlakeringsvirksomheden i lejede lokaler og i 1979 byggede egen produktionshal på Teglværksvej. Siden da er virksomheden vokset til i dag at omfatte tre produktionshaller og en administrationsbygning.
ML Industries er underleverandør inden for moderne metalbearbejdning, pulverlakering og montage af produkter. Kvalitet, knowhow, partnerskab og loyalitet er nogle af de kærneværdier, som kunder fra mange forskellige brancher møder hos ML Industries. Virksomheden beskæftiger i dag 19 medarbejdere. Kunderne er hovedsagelig danske virksomheder, men også virksomheder i omkringliggende lande.
Efter rundvisningen bød ML Industries på kaffe- og kagebord. Til de stillede spørgsmål om fordele og ulemper ved at drive virksomhed i et landdistrikt og om udfordringer i den grønne omstilling fortalte Lasse, at finansieringsmulighederne er ringere i landdistriktet end i byområderne. Til gengæld har man selv fordelene ved et lavere udgiftsniveau, når man handler lokalt. ML Industries er med på den grønne omstilling, der hvor det giver mening. Fx. er alle lysarmaturer udskiftet til LED.
Venstrefolkene takkede efterfølgende Lasse Astorp Malmgaard for gæstfriheden og for en meget engageret præsentation og fremvisning af ML Industries.
Kilde: Tannisbugt Venstre.