Venstres greb om borgmesterposten i Hjørring Kommune kan være på vej til at blive usikker, noterer TV2 Nord.
Ifølge Danmarks største meningsmåling, foretaget af Epinion blandt over 100.000 danskere, står partiet generelt til tilbagegang i stort set alle nordjyske kommuner og herunder Hjørring.
Ved kommunalvalget i 2021 sikrede Venstre sig hele ni ud af 11 borgmesterposter i Nordjylland, trods et samlet tilbagefald på landsplan. Men med valget den 18. november lige om hjørnet, tyder målingerne på, at flere af de blå bastioner, herunder altså Hjørring Hjørring Kommune kan skifte farve.
Ifølge TV2 Nords politiske analytiker Søren Wormslev er Hjørring nemlig blandt de kommuner, hvor flertallet kan tippe, og Venstres borgmestertaburet med den siddende Søren Smalbro dermed risikerer at vælte. En af de store udfordringer kommer fra Danmarksdemokraterne, som stormer frem i hele regionen og i flere kommuner overhaler Venstre.
I Hjørring Kommune står Venstre ifølge målingen, som dog lokalt hviler på kun 496 respondenter, 19,58 procent (26,3 ved KV21), mens der er 34,91 procent (31,7 ved KV21) til Socialdemokratiet. Danmarks demokraterne bliver med 10,65 procent næsten ligeså store som Det Konservative Folkeparti med 10,90 procent. Meget står og falder derfor med stemmerne til små partier som Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Liberal Alliance, Moderaterne og Vendelbo-Listen. Moderaterne står til bare 0,28 procent.

Ole B. Sørensen, formand for Venstre i Nordjylland, erkender udfordringen, men fastholder optimismen:
“Jeg er ikke overrasket. Det følger jo tendensen i landspolitik. Men mange vælgere har endnu ikke besluttet sig, og vi har en stærk organisation klar til kamp,” siger han ifølge TV2 Nord.
Selvom Danmarksdemokraterne tager stemmer fra Venstre, kan de stadig ende med at støtte en borgerlig borgmester, hvilket kan blive afgørende for Venstres chancer i Hjørring.
Valgnatten tegner til at blive dramatisk – og i Hjørring kan udfaldet få stor betydning for den politiske kurs de næste fire år.
Find hele tabellen med meningsmålingen her hos TV2 Nord.


