Allerede i efteråret 2024 og igen denne sommer blev et ambitiøst opdrætsprojekt præsenteret i Hirtshals. Under navnet Onnest vil de norske initiativtagere Samuel Muren og Håkon Volden bygge, hvad der beskrives som verdens mest bæredygtige ørredfarm.
På et af de omtalte møder blev visionen udfoldet af Samuel Muren: En cirkulær produktion af premium-ørred, uden spild og med et mål om op til 10.000 tons fisk årligt.
Deltagerne fik både oplæg, bustur til den kommende byggegrund på knap 90.000 kvadratmeter samt en rundvisning i Hirtshals Havn, før dagen sluttede med spørgerunde.
Over én milliard i investeringer
Planen er ambitiøs. Når anlægget er fuldt udbygget, vil investeringerne beløbe sig til mellem 1 og 1,5 milliarder kroner. Første etape bliver et anlæg på 20.000 kvadratmeter med en produktion på 2.500 tons. Teknologien er velkendt fra andre danske projekter som Skagen Salmon og Danish Salmon, men Onnest vil gå skridtet videre med fuldt cirkulært design og tæt samarbejde med arkitektfirmaerne Hovaldt, Lendager og Schønherr.

Fra laks til ørred – og fra Norge til EU
At placeringen er faldet på Hirtshals er ikke tilfældigt. Byen har i årevis været porten til Europa for norsk laks, og infrastrukturen giver adgang til både el-lastbiler, togforbindelser og de centrale EU-markeder. Danmark er et godt alternativ til Norge – tættere på Europa, og med et stærkt fundament inden for landbaseret opdræt.
Premium-protein til fremtidens forbrugere
Onnest satser på at producere ørreder med høj andel af omega-3 fedtsyrer, uden brug af vacciner, og sælge dem som et premiumprodukt.
Bag tankerne ligger en større ambition: at reducere miljøaftrykket fra fødevareproduktionen. Ørreder har en af de højeste proteinkonverteringer blandt animalske fødevarer, forklarer partner i Schønherr, Rasmus Stougaard, og peger på, at det gør fisken til et oplagt valg i fremtidens bæredygtige kost.
Selvom finansieringen indtil videre er norsk, er blikket rettet mod verden, med en målsætning om. Hvis investorerne kan lykkes i Hirtshals, kan de efter eget udsagn også lykkes i Holland, Frankrig eller Japan.
For Hirtshals betyder projektet ikke bare arbejdspladser og investeringer – men også muligheden for at blive et centrum for næste generation af bæredygtigt fiskeopdræt.
Kilde: FiskerForum.
Link til netavisens første grundige artikel om projektet: Stort erhvervseventyr tager form i Hirtshals



