For 14. gang kan Verdensballetten præsentere en ny turné, og igen i år kan ballet- og operaglade nordjyder se frem til en oplevelse i særklasse på Musikkens Plads i Aalborg.
Med udsigt udover Limfjorden fremfører Verdensballetten nu en ny forestilling bestående af ballet, moderne dans, arier fra operaens verden og klassisk musik. Der er således lagt op til en sommerlet og uhøjtidelig kunstnerisk oplevelse.
– Vi er meget privilegerede og stolte over, at vi endnu en gang kan byde velkommen til Verdensballetten i Musikkens Hus. Igen i år bliver forestillingen afholdt på Musikkens Plads med den unikke placering helt ned til Limfjorden, og der er således lagt op til en helt særlig oplevelse fra øverste hylde, som forhåbentlig vil tiltrække en masse nordjyder – hvad enten man har set ballet mange gange før, eller om det er første gang, fortæller Lasse Rich Henningsen, som er adm. direktør i Musikkens Hus.
Blandt de medvirkende er internationale solodansere fra anerkendte balletkompagnier som blandet The Royal Ballet i London, Statsballetten i Berlin og ikke mindst Den Kongelige Ballet i København. Sammen med operasangere og musikere giver danserne publikum en unik forestilling, hvor ballet, opera og klassisk musik smelter sammen i en skøn forening.
Den unge koreograf Tobias Praetorius, der til daglig er solist ved Den Kongelige Ballet, kreerer som noget særligt i år en ny pas de deux dedikeret til Dronning Margrethe i anledning af Majestætens 50-års regentjubilæum.
Forestillingen finder sted den 2. august kl. 19.30 og ledes af tenor og konferencier Jens-Christian Wandt, der er daglig leder af Verdensballetten.
Billetter kan købes på www.musikkenshus.dk.