Lokale Frode Larsen, som i dag repræsenterer Dansk Folkepart i byrådet hos Hjørring Kommune, forlod åbenbart en synkende skude, da han for nylig meldte sig ud af Nye Borgerlige.
Partiformand Pernille Vermund har nemlig opløst Nye Borgerlige, noterer TV2 Nord.
Det skriver hun i et opslag på Facebook og på X, hvor hun begrunder beslutningen:
– Med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister.
Beslutningen er sket i fællesskab med partiets nordjyske folketingsmedlem Kim Edberg Andersen, der har siddet med intet mindre end 35 ordførerskaber i partiet.
Nye Borgerlige var kun tre medlemmer i Folketingsgruppen, men Peter Seier Christensen blev sygemeldt. Først med stress og siden med kræft. Han har været væk fra Folketinget i næsten et år.
– Min partifælle Kim Edberg Andersen og jeg aftalte, at vi ville dække Peters områder og fortsætte kampen. Men vi aftalte også, at hvis opgaven viste sig umulig – eller ligefrem ville skade det borgerlige Danmark med potentielt stemmespild – ville vi tage ansvaret på os og nødlande ansvarligt, skriver Pernille Vermund i sit Facebookopslag.
Nye Borgerlige blev stiftet for otte år siden og har siddet da kæmpet for en strammere udlændingepolitik.
Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen meddelte tidligere i dag Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at deres anbefaling var, at folketingsgruppen skulle nedlægges. Den indstilling valgte hovedbestyrelsen at følge, og i den kommende tid skal de nu have styr på praktikken i forhold til opløsningen.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Kim Edberg Andersen, der nu bliver løsgænger.
I følge TV2 vil de tre tidligere Nye Borgerlige medlemmer nu melde sig ind i et andet borgerligt parti.
Kilde: TV2 Nord.