På fredag kl. 16 lægger Bog & idé i Hirtshals lokale til en hyggelig stund, hvor man kan møde billedkunstner Laila Pallisgaard og digter Poul Jansen, idet de præsenterer deres fælles bogprojekt i form af Vesterhavets poesi.
I bogens forord skrev jeg, at der selvfølgelig findes en indiskutabel kvalitet i al god kunst, der bliver stående som mejslet i granit for eftertiden, men at den er svær at sætte på formel. Tag nu bare denne vidunderlige digtsamling af Poul Jansen med kongeniale illustrationer af Laila Pallisgaard.
For både billedkunstneren og digteren gælder det, at naturen spiller en helt central rolle. Begge har de i kraft af hver deres udtryksform evnen til at bevæge vores følelser og vække vores fantasi med billeder. Begge formidler personlige erkendelser og deraf udsprunget betydning. Kunst er nemlig erkendelse, som det påpeges af K. E. Løgstrup.
Der bliver naturligvis på fredag mulighed for at købe såvel digtsamling som kunstplakat, mens Preben Holm sørger for den musikalske underholdning. Netavisen har tidligere udgivet titeldigtet, som nu igen kan læses nedenfor.
Vesterhavets poesi
Der er mange stærke strømme
som kan gribe fat i mig
en kan føre ned mod sindets
store dybder på dens vej
den kan lede gennem bølger
hvor man finder indeni
håbets kønne mosaikker
Vesterhavets poesi
Tusindvis af strandens sandkorn
fyger langs den gyldne kyst
blæstens sus henover havet
fylder hjertet i mit bryst
havets mange toner danner
evighedens symfoni
længslers smukke håndskrift skriver
Vesterhavets poesi
Havets brænding sagte nynner
mågen danser elegant
på dens længselsfulde vej mod
horisontens fjerne kant
der hvor solnedgangen spiller
aftenlysets melodi
stille drømme langsomt læser
Vesterhavets poesi