Ordene er uddeler Bente Meiboms og faldt på generalforsamlingen i Dagli’Brugsen i Tornby onsdag aften. Mere præcist og rammende kan det vel næppe beskrives. Betydningen af et lokalt sted at handle dagligvarer og mødes socialt kan ikke vurderes højt nok, så Tornbyfolk har virkelig noget at værne om.
Dagli’Brugsen i Tornby afholdt sin 116. generalforsamling onsdag aften i TIF-salen med deltagelse af hele 75 fremmødte medlemmer. Jollefisker Peter Jacobi blev indledningsvis som vanligt kåret til aftenens dirigent. I sin beretning kunne brugsens formand Mona Jensen dernæst fortælle om de mange udfordringer, det forløbne år havde budt på. Efterdønninger af en Coronaepidemi og derefter krigen i Ukraine, der har påvirket alles hverdag med højere priser på energi og dermed øgede priser på fødevarer, hvilket igen har medført et pres på familiernes daglige økonomi.
Trods fortrædelighederne har Dagli’Brugsen på tilfredsstillende vis formået at øge omsætningen i 2022 med hele 17% til ca. 33,5 mio. kroner. Nettoresultatet reduceres dog fra t/kr. 681 til 217, hvilket primært kan tilskrives energiprisernes himmelflugt og omkostninger til implementering af nye systemer og programmer. Brugsens egenkapital styrkes med årets resultat og udgør herefter ca. 8,2 mio. kroner. Der er således tale om en særdeles velkonsolideret lokal dagligvareforretning.
Men som en selvstændig forening med egen økonomi er den lokale opbakning altafgørende, og formanden appellerede til Tornby-beboerne om fortsat at lægge dagligvarehandlen lokalt. De penge, som tjenes i butikken, investeres i at gøre den endnu mere fremtidssikret. Det betyder, at Dagli’Brugsen sammen med byens andre foreninger – beboerforening, idrætsforening samt vuggestue, børnehave, skole m.v. er med til at tiltrække familier, som synes, at Tornby er et smørhul og et attraktivt sted at slå sig ned. Med udsigt til etablering af det kommende Levefællesskab på Havbakkegrunden og Tornby Friplejehjem styrkes Tornby yderlig.
Dagli’Brugsen i Tornby ser ind i flere nye tiltag. Der er indgået et samarbejde med SuperBrugsen i Vrå om levering af smørrebrød og stjernekastere tilligemed andre lækre madtilbud. Der er også indgået en aftale med et energiselskab om etablering af 2 stk. ladestandere, og det populære madpakkehus nord for tankanlægget vil blive væsentlig udvidet i det kommende år. Madpakkehuset er netop udgangspunktet for de 4 stisystemer, der er etableret i og omkring Tornby.
Til bestyrelsen genvalgtes Mona Jensen og Laust Harboe mens Sarah Vejby Sulbæk blev valgt som afløser for Anders Ørum Juul Christensen, der ikke ønskede genvalg. Afslutningsvis blev uddeler Benthe Maibom – med 2 års forsinkelse – på behørig vis takket og hædret for sit 30-års uddelerjubilæum i spidsen for Dagli’Brugsen i Tornby.
Efter generalforsamlingen blev alle de fremmødte beværtet med dejlig mad fra den lokale Restaurant Munch. Aftenens underholdning var lagt i hænderne på Knud Hjortflod fra Team Hjørring. Knud fortalte på inspirerende vis om den store indsats, som Team Hjørring gør for en række unge sårbare mennesker ved at tage dem under sine vinger i en proces, der afsluttes med en cykeltur til Paris.
Foto: Niels Chr. Jakobsen.