Det er ikke noget tilfælde, at Susanne Fibiger på Skriftudvalgets vegne indleder den nye lokalhistoriske årbog FRA EGNENS FORTID med en invitation til at bidrage til vores egen historie om Hirtshals.
Dette nære og lokale afsæt hos lægfolk er og forbliver en styrke, som faghistorikeren Susanne Fibiger heldigvis har et skarpt blik for at fastholde, hvilket afspejles i bogens bredde, men heldigvis uden, at der gåes på kompromis med kildekritik og kvalitet, hvad enten det gælder illustrationer eller tekst.
Bredden er sikret i emnevalget, der rækker fra blandt andet Sigrid Nedergaards faktuelle kapitel om Fødte i Hirtshals 1921 og Lars Espersens tekst om Margit Espersen, over kapitler om Kroens Ellen af Susanne Fibiger selv og Nordsømuseet fra projekt i 1978 til 1998 af Henrik Flintegård, til Tage Rishøjs om At tegne og bygge fiskefartøjer – fra Hirtshals til Skagen. Ligesom vi får et genoptryk af E. Engel Jensens foredrag fra 1987 med titlen Min tid som praktiserende læge i Hirtshals.
Små muntre perler på vendelbomål er i sagens natur og heldigvis et af de faste indslag i årbogen, men humoren får også et stort humoristisk skvæt frisk saltvand i Susanne Fibigers lille historie om Portvin og skud på Tornby Strand.
Den lokalhistoriske årbog for 2021 rummer rigtig meget andet særdeles interessant og læsværdigt stof, der fortjener at nå vidt og bredt omkring ikke kun, men dog især i den gamle Hirtshals Kommune.
Alle medlemmer af Lokalhistorisk Selskab for Hirtshals og Omegn, der ikke har hentet den, får den i postkassen i løbet af de kommende uger.
Man kan formedelst 175 kroner købe årbogen hos Bog & idé eller på Hirtshals Museum. Den kan også købes torsdage mellem kl. 13.00 og 17.00 på Arkivet.
Bogen er helt i den lokalpatriotiske ånd trykt hos Martensens Bogtrykkeri i Hirtshals.
Lokalhistorisk kalender for 2022 er også udkommet. Den kan for 100 kroner købes i Hirtshals Bog & idé, hos Spar Hirtshals, i SuperBrugsen Hirtshals, på Hirtshals Bibliotek og på Arkivet.