Af Vibe Gro Falk
Villerup Hovedgaard
Villerupvej
Skallerup
Jeg har været medlem af Det radikale Venstre siden jeg fik stemmeret. Det er 31 år siden. Jeg har i alle årene ment, at uden for partisystemet hersker kaos. “Nævn et stærkere demokratisk system end vores parlamentarisme”? – en doktrin indprentet af Marianne Jelved. Man må ændre indefra. Aldrig true med at gå. Altid true med at blive. Jeg er derfor heller ikke stolt over, at jeg nu kun kan true med at melde mig ind igen.
Når jeg har meldt mig ud, så er det ikke fordi Morten Østergaard for 10 år siden krænkede Lotte Rod – heller ikke, om så det var et helt håndboldholds ‘lår’ han havde lagt hånd på. Det har han nu undskyldt for. Heller ikke fordi Østergaard i den grad har fejlhåndteret; det har han indrømmet og taget konsekvensen af. Men, fordi jeg ikke kan stå bag den samlede partitop, der nu fortsætter ufortrødent, selvom de selvfølgelig har været medvidende. Og medansvarlige. De har sammen lagt en strategi, der er udtryk for den ærgerlig kulturudvikling i mit parti, som jeg mener denne sag nu blot har udkrystalliseret.
Det startede med pink balloner, kulørte hjerter med ord som kærlighed, frihed og tilsvarende poesibogs-fraser. Strømme af nyhedsbreve og SoMe posts med politiske ”budskaber”, der nu altid blev leveret i kampagneform med titler som ”FREMAD”, ”Et grønnere, friere Danmark” – og gerne pyntet med Morten og Sofie stående ømt med hænder formet som hjerter. Samtidig!
Med den seneste kampagne har vi radikale kørt en velkendt og højprofileret offensiv mod sexisme (som man i princippet kun kan være enig i), OG, alt imens den har kørt, så har den samlede ledelse tænkt strategi før ærlig og reel handling, når det gjaldt dem selv. Ledelsen har istedet, stiltiende eller aktivt, fulgt eller hjulpet Morten helt ud på planken, og holdt mikrofonen, mens ”Morten har påtalt Morten” – og ”Morten har afgivet løfter om fortsat mulig ministerpost til Morten”. En syg strategi, især fordi den har overladt Lotte Rod til sig selv. Det kan dog aldrig være den krænkedes opgave at rydde op. Det er ledelsens. At se, hvordan Sofie Carsten Nielsen nu bruger Lotte Rod som sit figenblad er jo blot at kaste Lotte Rod ud under bussen for anden gang. Landsformand Svend Thorhauge og stab har bistået Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen umanerligt dårligt – men mest tragisk, så har de gjort det i den sande sexismes ånd. For de har ikke på noget tidspunkt på ordentlig vis bistået Lotte Rod. Hun har jo reelt kun kunnet vælge denne misforståede ”fortrolighed”. Hvor sygt er det ikke? Havde de foventet hun alene skulle bære at konfrontere formand – og indirekte næstformand?
Kære gamle parti. Den rigtige Virkelighed kalder – og den findes ikke blandt kampagnelederne på borgen, og den har intet at gøre med lyserøde hjerter eller ”tøm køleskab”-leg med kendisser.
Jeg er ikke i tvivl om, at I har været velmenende politikere (omverdenen vil nok kalde jer frelste). Men vi har nu ramt helt og aldeles forbi skiven med Virkelighed. Een gang for mange. Form over indhold. Kampagner over politik. Og værst af alt -politik uden for indflydelse.
Weekendavisen har på Lederplads sat ord på det kultur- og værditab, jeg mener vi har undergået. Og mens jeg ikke er lykkedes med at blive hørt, så tænker jeg at Landsformand & Co læser med, hos Martin Krasnik. Hans ord er mine – og de udgør et super spidst statement for min tunge afsked med mit parti efter 31 års medlemskab:
”… Jelved, Helveg og Vestager er stærke personligheder på hver sin måde, men deres styrke har været, at de personificerede rationaliteten og talte fornuftens stemme.
RADIKALE vælgere var engang samme sted. De ønskede stilfærdig, men hårdfør pragmatisme og fornuft. Sådan er det ikke længere, og derfor er Sofie Carsten Nielsen ulideligt forudsigelig som ny radikal leder. Det er ikke længere sund fornuft, der er afgørende. Sofie Carsten Nielsen har dækket over Morten Østergaards løgn, og havde hun været en mand, havde hun derfor ikke haft en chance. Partiet tør ikke længere have en mandlig leder; tænk, hvad der kan dukke op fra fortiden. Uenigheden om partiets politiske retning har ikke været det afgørende for valget af den nye leder.
UFORNUFT og dogmatik er blevet partilinjen. De sidste dages radikale selvdestruktion risikerer at underminere alt det positive ved #MeToo og gøre fænomenet til et elitært fænomen, som de færreste normale mennesker kan sætte sig ind i. Men det passer desværre godt til partiets øvrige mærkesager. Marianne Jelved pegede på Martin Lidegaard som afløser for Østergaard, fordi hun ønsker partiet tilbage på det historiske spor. Lidegaard argumenterede for, at partiet bør ind og søge egentlig indflydelse. Men Sofie Carsten Nielsen vil det modsatte: skrotte den liberale, borgerlige og pragmatiske tilgang til økonomi og velfærd og udelukkende fokusere på klima, køn og udlændinge. Det vil fortsat placere partiet uden for regering og uden for indflydelse. Politisk kunne man lige så godt stemme Enhedslisten, og valget mellem de to partier er dermed reduceret til et spørgsmål om personer. Og her har Radikale nu valgt en leder, der er fyldt med ren, hellig forargelse over alle andres tåbeligheder, men til gengæld er temmelig ukarismatisk. Partiets navn er blevet nemmere at forklare udlændinge. Men det lever ikke længere op til sit eget historiske løfte, og det er i stadig mindre grad et parti, fornuftige vælgere vil have lyst til at støtte.”