Tornby Beboerforening afholder 11. februar et borgermøde om VE midler gennem Grøn-pulje. Formålet med mødet er at få nedsat en arbejdsgruppe, hvis kommissorium vil være at følge udviklingen af VE – anlæg i Hjørring Kommune. Bestyrelsen har valgt at række ud efter hjælp blandt områdets borgere, da det er et område, der kræver fuld fokus, og det krav kan den siddende bestyrelse ikke honorere.
Lige nu ligger der ansøgninger til 22 VE anlæg (vindmøller eller solceller) i Hjørring Kommune. Det er ikke givet, at alle vil blive realiseret. Der ligger en lang ansøgnings/godkendelsesfase forinden, hvor projekter kan blive droppet af forskellige årsager.
Hvis alle projekter gennemføres og Tornby/Vidstrup er klar til at sende ansøgninger efter udloddede midler, kan det være med til skabe nye spændende tiltag i lokalområdet. Den mulighed skal forfølges!
Såfremt alle projekter gennemføres, vil der gennem Grøn Pulje blive uddelt i alt 115 millioner til projekter i Hjørring Kommune.
Bestyrelsen håber at se rigtig mange interesserede lokale borgere til mødet i Tornby Hallen 11. februar kl. 19.00. Mødet vil blive ledet af Bolette Falbe-Hansen. Der vil være indlæg fra Tornby Beboerforening og fra Hjørring Kommune.
Det er vigtigt at sige, at mødet ikke drejer sig om for eller imod etableringen af vindmøller og solcelleanlæg. Den diskussion bliver taget andetsteds.
Tornby Beboerforenings bestyrelse håber på et stort fremmøde, og at der kan etableres en gruppe af borgere, der vil yde en indsats for byen. Det er en forudsætning for få del i de midler, der bliver stillet i udsigt.