Det unge restauratørpar Pernille Hansen og Christoffer Ramberg havde på forhånd fortalt om det helt nye koncept, som de ville lancere Valentinsaften på Lilleheden Café & Restaurant.
Derfor var fruen og jeg også ekstra spændte, da vi mødte frem for at smage retterne, der var annonceret som en opgradering og erstatning for det igennem mange år særdeles populære tapaskoncept.
Tillad mig derfor bare at gøre en lang historie kort, idet køkkenet virkelig, virkelig overgik vores vildeste forventninger med de fem lækreste serveringer med adskillige fornemt varierede retter.
Det er ganske enkelt imponerende, at restauratørparret har formået på én og samme gang at skrue så eksklusivt et koncept sammen til så relativt lille en pris, idet man får serveringerne for 350 kroner.
Der er ingen grund til her at forsøge på at ryste flere superlativer ud af ærmet, da de alligevel ikke vil kunne yde serveringerne fuld retfærdighed. For at det ikke skal være løgn, blev man også virkelig mæt.
Det nye social dining koncept er altid på menukortet, men hvis ikke der allerede er udsolgt, kan man desuden torsdag den 29. februar komme med til et vinsmagning med deltagelse af Claus Esmark fra Kjær & Sommerfeldt. Han vil den aften dele ud af sin viden om og kærlighed til vin, mens køkkenet sørger for ovennævnte social dining.
Skulle nogen savne det gode spisesteds tapas, der skiftede med årstiderne, kan den fortsat købes ud af huset.
Social Dining
- SERVERING: SNACKS
Rodfrugtchips, saltmandler, & oliven.
Charcuteri bestående af lufttørret skinke, grignotons & bresaola
- SERVERING: FRA HAVET
Grillet gulfinnet tun med tangsalat, jomfruhummertatar med hibiscus, koldrøget laks med saltvafler,
Pescaditos Fritos med salsa & bagt skærising med Sauce vin Blanc.
- SERVERING: RODFRUGTER
Vegetatar (rødbedetatar med løg, kapers, & sennep)
Jordskokkesuppe med chorizo & timian
- SERVERING: GRISEN & KYLLINGEN
Braiseret spoleben med Pommes Duchess & Sauce Bordelaise
Croissant med hønsesalat & syltet rødløg
- SERVERING: AFSLUTNINGEN
Bagt brie på smørristet rugbrød med romsyltede rosiner & druer
Petit Fours bestående af håndlavet chokolade & lemoncurd med brændt marengs
Foto: Jimmi Rose.