Tommy Høj og Claus Neve Olsen er som primære tovholdere på det igangværende veterantræf vildt overraskede over, hvor positiv interesse og voldsom opbakning det igangværende arrangement er blevet mødt med både i Hirtshals og fra resten af Vendsyssel.
Allerede under lørdag morgens kraftige regnskyl begyndte mange af de op imod halvanden hundrede tilmeldte at trille ind i byen og ned ad Nørregade. Nogen i de åbne vogne samt en del af de tohjulede er muligvis sprunget fra på grund af regnen, men antallet er alligevel overvældende, når man nu spadserer ned ad Nørregade og ud på Den Grønne Plads.
Under netavisens første besøg lørdag formiddag besluttede handelschef Per Martensen og tovholder Claus Neve Olsen sammen med formand Dorthe Schaltz fra Hirtshals Handel & Erhverv af samme grund at afspærre passagen ved Den Grønne Plads, men fortsat med mulighed for at køre til og fra parkeringspladsen ved Hirtshals Kro.
Mens regnen nu er afløst af solstrejf, kan deltagerne og gæsterne i byen derfor godt begynde at glæde sig til det gratis sildebord foran Hotel Hirtshals.
Når netavisens fotograf Kasper Nielsen har været omkring veterantræffet, bringer vi endnu en reportage fra det fantastiske arrangement i Hirtshals.
Foto: Niels Skipper.
Sikken et godt arrangement 👍 Vi deltager gerne igen👏👏