Der er et behov for flere steder i Danmark hvor børnefamilier kan holde ferie uden at gå på kompromis med alle de bæredygtige valg de træffer i hverdagen.
Det kan dog være svært at finde nye steder, for kapaciteten i det nordjyske sommerland er fyldt helt ud i højsæsonen. Ved at leje sig ind på et sted som Ingstrup Efterskole, der normalt står tomt i sommerferien, kan Vilgurd slå dørene op til et lille og nyt ferieparadis kun 800 meter fra Grønhøj Strand, og på den måde udnytte eksisterende kapacitet.
Ingstrup Efterskole har en fantastisk beliggenhed og med 48 familieværelser – alle med eget bad og toilet – så får børnefamilier muligheden for at holde en aktiv familieferie i hjertet af det nordjyske ferieland med god samvittighed. Der er nemlig også fokus på økologi og lokale råvarer:
”Hele Nordjylland er et stort og helt fantastisk spisekammer – i vand og på land. Jeg har udvalgt nogle lokale producenter, som jeg ved kan levere alle de råvarer, man normalt kun kan drømme om.”
Sådan siger Uffe Truelsen – kok og manden bag Vilgurd og fortsætter:
”Min kone og jeg har selv jagtet en bæredygtig ferieform, hvor man som børnefamilie har kunnet nyde friheden og praktikken fra all inclusive uden at gå på kompromis med de værdier vi har i hverdagen. De råvarer og den madkvalitet vi selv drømmer om at blive mødt med, når vi holder ferie, kommer vi til at servere – også for børnene, for de fortjener næsten mere end alle andre at spise godt på ferien og måske smage på nye ting.”
En familiær stemning, tid til familien og et nyt fællesskab med naboen skal skabe en sommerferie der er værd at rejse efter. Samtidig vil Vilgurds aktivitetspiloter sørge for masser af aktiviteter i en blanding af morgenyoga, tons i hallen, flødebolleværksted, et 16 meter højt klatretårn, kreacafé, sanketure og meget.
Familiecampen afvikles uge 27, 28 og 29. Læs mere om familiecampen på vilgurd.dk
Om Vilgurd
Vilgurd er sat i verdenen for at lave pop-up-oplevelser i lokaler og på steder, der normalt ligger stille i de perioder, hvor vi skaber nyt liv. Vi vil ikke bygge nyt, hver gang vi får en god ide. I stedet ønsker vi at bidrage til at skabe bedre økonomiske forudsætninger for vores værter. Vilgurd er en knopskydning af konsulentfirmaet Køkkenkultur, et konsulentfirma der arbejder med at implementere mere bæredygtighed i alle de store køkkener i Danmark.