I årets Vinterudstilling trækkes der tråde gennem Vrå-udstillingens mangfoldige historie og mellem
sammenslutningens medlemmer.
Malerier og skulpturer er placeret side om side, således at de indgår i en dialog med hinanden, på tværs af kunstnere og årtier; Gerda Thune Andersens skulptur i samspil med Agnete Bjerres malerier. Erik Heides skulpturer i samspil med Johannes Hofmeisters motiver med figurer i landskaber. Helge Holmskov er repræsenteret med både abstrakte og figurative malerier i samspil med Emil Gregersens opstillinger og Arne L. Hansen farvefortættede abstraktioner.
Endelig er der lejlighed til at se to fremragende portrætter malet af Anne Marie Lütken af forhenværende forstander for Vrå Højskole Arne Brandt Pedersen, samt et portræt af den legendariske kunsthistoriker Rudolf Broby Johansen, som igennem en lang periode afholdt sommerkurser på Højskolen. Begge portrætter tilhører Vrå Højskole.
På Vinterudstillingen i Kunstbygningen i Vrå – Engelundsamlingen kan man således få en fortættet oplevelse af et bredt spektrum af kunstnere tilknyttet Vrå-udstillingen gennem tiden.
KUNSTNERE:
EMIL GREGERSEN / ARNE L. HANSEN / AGNETE BJERRE / POUL EKELUND / JOHANNES HOFMEISTER / GERDA THUNE ANDERSEN / JANE MUUS / ERIK HEIDE / MARIT BENTHE NORDHEIM / HELGE HOLMSKOV / ANNE MARIE LÜTKEN / POUL WINTHER / IYVIND KARUP / POUL ANKER BECH / VICTOR HAAGEN-MÜLLER / HELGE HOLMSKOV / YAN / LENE RASMUSSEN
UDSTILLINGSPERIODE: 21/11 – 12/12 2021 & 02/01 – 27/03 2022