Så er Dorthe Visby klar til at invitere alle indenfor til vinterudstilling med fernisering fredag den 13. januar kl. 14 hos Galleri Visby i Lønstrup.
Denne gang får Galleri Visby besøg af fotograf Bent Nielsen, som gennem en årrække har fulgt processen omkring nedtagningen af Mårup Kirke – den lille hvidkalkede romanske middelalderlige kirke, som indtil 2015 stod i galleriets ’baghave’ på Lønstrup Klint.
Ud af Bents fascination af kirken og området er der kommet en række smukke fotografier ikke blot af kirken, men også af de rå og imponerende omgivelser og altså nedtagningsprocessen, som strakte sig fra 2008-2015.
Sammen med Bent Nielsen udstiller keramiker Kirsten Holm Nielsen, som nogle måske også kender som fast udstiller i galleriet. Denne gang medbringer hun dog helt andre værker. To forskellige skulpturgrupper, som hun kalder ’Ruiner’ og ’Brudte former’. Værkerne virker oplagte i forhold til fotografiernes fortælling og skaber et smukt samspil.
Kirsten Holm Nielsen er skulpturel keramiker og skulpturgruppen ’Ruiner’ er inspireret af den form for brud som kaldes nedbrud eller forfald. Kirsten siger således om hendes værker: ” Forfaldet er uundgåeligt, både når det gælder forfaldet af det lille forladte hus på landet, eller forfaldet i ens egen krop. Men med forfaldet kan komme en særlig skønhed og skrøbelighed, som er værd at iagttage. Det er som en erindring af det liv, der har været. Som mærker i den nedbrudte dør eller rynker i den gamle kvindes ansigt.”
Vanen tro danner den gamle hestestald på Mårupgård rammerne for vinterens særudstilling i Galleri Visby i Lønstrup. Og med disse to spændende kunstnere i skøn forening, er vi klar med en smuk udstilling.
Udstillingen kan ses fra fredag den 13. januar og vi inviterer jer alle til fernisering samme dag kl. 14- 16. Her er der mulighed for at møde de to kunstnere, få et glas vin og nyde værkerne. Udstillingen kan ses i galleriet frem til den 19. marts, hvor også værker fra over 50 andre billedkunstnere og kunsthåndværkere kan opleves. Galleriet har åbent hver dag.
OM GALLERI VISBY
Galleri Visby er Nordjyllands største kunsthåndværkergalleri, og præsenterer kunst og kunsthåndværk på internationalt niveau fra over 50 udstillere indenfor kategorierne keramik, billedkunst, smykker, træ, pileflet, læder og tekstil samt et udvalg af bjesk, rom og gin. Udover galleriets faste udstillere, vises der året rundt skiftende særudstillinger.
Du finder Galleri Visby i sammenhæng med keramiker Dorte Visbys værksted, i den 200 år gamle lade på Mårupgård. På kanten af Lønstrup Klint, og med resterne af Mårup Kirke i baghaven, ligger gården – helt bogstaveligt – på grænsefladen mellem Lønstrup by og det storslåede landskab omkring Rubjerg Knude.