Gennem hele 2020 har de i bestyrelsen hos Tversted Borger- og Turistforening og i fællesskab med en lang række aktive borgere arbejdet med en Vision for Tversted.
Arbejdet resulterede i første omgang i et arbejdshæfte “Drømmen om Tversted”, som blev udgivet i januar/februar måned. Bestyrelsen havde planlagt et borgermøde den 17. marts til fremlæggelsen af arbejdsgruppernes ideer. Men som alle ved, blev Danmark lukket ned en uge før mødet, og der kom adgangsbegrænsninger til møder, koncerter osv. På dette møde skulle de have præsenteret de fem store områder, som arbejdsgrupperne havde arbejdet med.
Coronaen gjorde, at de først fik afviklet borgermødet den 1. september. Foruden borgmester og adskillige byrådsmedlemmer deltog omkring 80 borgere og sommerhusejere i mødet. Borgerne gav tilslutning til, at der kan arbejdes videre med projekterne.
Grupperne arbejder nu videre med projekterne under de betingelser, som restriktioner giver bestyrelsen og alle andre.
Man kan læse mere om Drømmen om Tversted på www.Tversted.dk eller følge arbejdsgrupperne på facebooksiden Drømmen om Tversted, hvor grupperne jævnligt orienterer om ideer, aktiviteter og hvad der arbejdes hen imod.