Dana Cup SportsCenter var onsdag ramme om Erhverv Hjørrings Visit-program, skriver Claus Dindler.
Medlemmerne fik en spændende orientering om Dana Cup og Fortuna Hjørring og i tilgift et besøg hos Asii Berthelsen, der er Grønlands bedste kvindelige fodboldspiller, og som nu i fire år har udviklet sit talent på Dana Cup Academy, hvor 25 unge piger bor, mens de får elitetræning og passer skole og anden uddannelse samtidig.
Direktør Jette Andersen fortalte Erhverv Hjørring-medlemmerne om Dana Cup – Danmarks største sportsevent. På grund af Covid-19 har turneringen ikke kunnet afvikles i de seneste to år. Men i år bliver der igen Dana Cup.
Der er foreløbig tilmeldt 433 hold fra 33 nationer. Jette Andersen tror på 700 – 800 hold, når tilmeldingsfristen udløber.
Jette Andersen lagde ikke skjul på, at der efter to års nedlukning er mange usikkerhedsmomenter. Blandt andet om det igen kan lykkes at mobilisere de omkring 1000 frivillige, der traditionelt har stået bag turneringen.
Dana Cup med omkring 25.000 tilrejsende spillere, ledere og familie er ikke blot afgørende vigtig for økonomien i Dana Cup/Fortuna organisationen. Den er af stor betydning for Hjørring i det hele taget. En undersøgelse fra Visit Denmark fra 2016 viste, at turneringen genererer en omsætning på 179 mio. kr. i Hjørring i uge 30.
Formand Birgit Christensen og cheftræner Brian Sørensen fortalte om Fortuna Hjørring som Danmarks førende kvindefodboldklub.
Fortuna Hjørring har 350 medlemmer og 30 hold fra U6 (under 6 år) og opefter. Flagskibet i klubben er liga-holdet, der i en årrække har tilhørt den danske og europæiske top. Med den rivende internationale udvikling af kvindefodbold har Fortunas rolle ændret sig. Klubben er fortsat blandt de førende i Danmark, men internationalt har den nu en rolle som udvikler af talenter til de absolutte topklubber i Europa.
På mødet præsenterede salgschef Søren Ejstrup Fortuna Hjørrings Partner Koncept, der tilbyder samarbejde på mange planer med virksomheder.
Kilde: Erhverv Hjørring.