I mere end 20 år har Bilhuset på Frederikshavnsvej i Hjørring og afdelingerne i Brønderslev og Frederikshavn primært været kendt for at være autoriseret forhandler af bilmærket Peugeot, skriver Claus Dindler hos Erhverv Hjørring.
Senere er Fiat, Jeep og Voyah kommet til. Men fra i år har Johnny Lindrup ført Bilhuset Hjørring / Brønderslev, ind på en ny vejbane. Nu er det brugte elbiler, der er Bilhusets vigtigste salgsobjekter.
Det er er tilsyneladende et skarpt sving, og omstillingen har da også kostet både penge og mange kræfter, medgiver Johnny Lindrup.
”Men dybest set er forskellen på den ene og den anden type bilsalg ikke så stor, som man måske skulle tro. For i virkeligheden er det ikke bilmærket, men dialogen med kunden, der er afgørende for, om man kan drive i en sund forretning i vores branche,” siger Johnny Lindrup.
Set med hans øjne er den primære opgave i Bilhuset ikke at sælge en bestemt bil, men at give kunden optimal rådgivning til at vælge netop den bil, som opfylder kundens behov.
”Vi har gennem alle årene forsøgt at drive forretning med ordentlighed og omhu, og det er min erfaring, at et godt omdømme er det bedste grundlag for at føre forretningen videre i den nye bane, jeg har valgt,” siger Johnny Lindrup.
Når Bilhuset fra januar 2024 skiftede retning, skyldtes det tiltagende utilfredshed med betingelserne for at være autoriseret Stellantis nyvognsforhandler (Peugeot, Fiat og Jeep). I dag er Bilhuset Hjørring autoriseret Voyah forhandler, hvilket skyldes Johnny Lindrups overbevisning om, at fremtiden ligger i CO2-fri transport.
”Lige nu er elektriske biler det oplagte grønne alternativ til benzin- og dieselbiler. Markedet for elbiler er støt voksende i Danmark, og det skal også nok komme i resten af Europa,” mener Johnny Lindrup.
Da det rygtedes i branchen, at Bilhuset Hjørring / Brønderslev ville skifte spor til primært at handle med brugte elbiler, fik Johnny Lindrup en hel række tilbud om levering af biler. I dag benytter han tre-fire ”grossister”, der er specialiseret i at finde brugte elbiler over hele Europa. Ad den vej er Johnny Lindrup og hans stab i stand til at finde lige netop den bil, som opfylder kundens behov, og som kan leveres i løbet af kort tid.
”Vi har selvfølgelig i mange år handlet med brugte biler, så grundlæggende ved vi, hvad det drejer sig om. Men der er mange ting om elbiler, som vi har skullet skaffe os viden om – ikke mindst fordi mange kunder køber en elbil for første gang og derfor har brug for grundlæggende vejledning om helt basale ting.”
Kilde: Erhverv Hjørring.