Hos JS Proputec A/S tjenes der penge på virksomhedernes bestræbelser på at få mest muligt ud af råvarerne. Virksomheden i Hjørring er nemlig leverandør af pumper og systemløsninger, der bruges ved håndtering af biprodukter på slagterier og fiskefabrikker, skriver magasinet Jern-Maskinindustrien.
– De her 40 procent, som ikke kan gå til fødevarer, og som kan være mindre appetitlige, kan bruges til at lave kød- og benmel og sæber. Alt hvad der går fra båndet på slagteriet – det kan vi egentlig lave en løsning på, siger direktør Anders Rytter Madsen til Jern-Maskinindustrien.
– Vi har meget fokus på bæredygtighed, den grønne omstilling og nogle grønne forretningsspor, og vi har haft et projekt de sidste seks måneder med en ekstern konsulent, der rådgiver os om, hvordan vi kan flytte os i den grønne retning, forklarer direktøren hos JS Proputec A/S.
Virksomheden har helt i tråd med den grønne linje fået screenet sit aftryk af CO2 og fået sat mål for, hvor langt det skal bringes ned i 2025 og 2030.
Læs hele artiklen hos kilden her: Nordjysk virksomhed gør klar til endnu mere vækst