Umiddelbart efter nyheden om vraggodset fra et skib i Mærsks flåde afstedkom svineriet på strandene en skarp debat i kommentarfelterne hos NordsøPosten på Facebook.
Hvorfor gik strandfogederne ikke igang med det samme? Den primære opgave for en strandfoged er tilsyn med stranden, bjergning af strandingsgods, der har værdi, for eksempel tømmer, tøj, surfbrædder og andet vraggods. Den sekundære opgave er rapportering af hærværk på skilte og andet, olieforurening af strand, sæler og fugle, noterede eksmpelvis Kim Kjeldsen.
En artikel om udfordringerne for fiskerne, hvis redskaber kan blive ødelagt af vraggodset på havet, blev kommenteret med beskyldning om at være en dårlig undskyldning for at søge erstatning. Det meste ligger sikkert indenfor få hundrede meter fra kysten, og der er der normalt ikke torskefiskeri. De containere der ligger på bunden længere ude, kan de vel se på deres lod og undvige, mente en Jens Mærsk.
Andre argumenterede for, at de synes, det er bedre at få det ordentligt planlagt. Der skal ligesom lige skaffes folk til opgaven. Noget helt andet er vejrforholdene. Det kan jo gå hen og blive halvfarligt, der lige kommer en stol blæsende. Hvor er det skønt med den evigt manglende realisme og jordforbindelse, når folk skaber sig i medierne eller på de sociale medier, lød det fra Gitte L. Rams.
Anderledes blev der set på sagen af Claus Gajhede. Frivillige gik i gang med det samme, påpeger han, men så blev det påtalt, at det var ensbetydende med tyveri at tage strandingsgods. Så startede bureaukratiet og nu skulle det vendes i forskellige instanser. Så ja der skulle bare have været kørt containere ned med det samme. Det har været dårligt vejr, så meget er nok skyllet ud igen. Lad dog det frie initiativ råde og lad Mærsk bidrage med det, de kan, nemlig det økonomiske. Det vigtigste er, at der bliver ryddet op, ikke hvem der tjente penge på en efterfølgende aktion. Bare lige min uforbeholdne mening, fastslog altså Claus Gajhede.
Trumf blev der sat på debatten af fisker Henning Kjeldsen. Hold nu kæft og lad de folk passe deres job. Hvis alle jer andre vil passe jeres egne job lige så godt bliver Danmark det bedste sted på jorden. I er experter i alle andres job, fastslog rederen fra Skagen.
I eftermiddag holder borgmester Søren Smalbro møde med Mærsk. Det skal blive spændende at høre, hvad planen bliver for rensning af strandene i Hjørring Kommune.
Læs mere og bidrag selv til debatten i kommentarfeltet herunder eller hos NordsøPosten på Facebook.