Mange var fremmødt, da borgmester Søren Smalbro i dag klippede snoren og officielt indviede den nye og flotte byskiltning, ”Wayfinding Hirtshals”.
Turistchef Laila Zielke fortæller, at skiltningen er målrettet turister og skal skabe overblik og inspiration for områdets mange gæster:
”Wayfinding Hirtshals er en del at et større koncept, som netop nu udrulles langs hele den danske vestkyst og hvor Hirtshals er det første sted konceptet tages i brug”, uddyber Laila Zielke. ”Overordnet har Wayfinding-konceptet det formål at skabe en stærkere sammenhæng på Danmarks vestkyst og styrke oplevelsen af en samlet destination via ensartet skiltning. ”Så uanset om man besøger Hvide Sande eller Hirtshals, så møder gæsten samme type skiltning, oversigtskort og måde at formidle lokal information”.
Mere konkret er formålet at give gæsterne et godt overblik over, hvor de fx finder attraktioner, seværdigheder, spisesteder, shopping, bynære naturoplevelser og kunsthåndværk. I alt findes der i Hirtshals Centrum ni skiltninger og de mange besøgende, der ikke kender geografi og oplevelsesmuligheder bliver dermed på en let og overskuelig måde guidet rundt.
På skiltningen findes også små finurlige og måske lidt ”hemmelige” historier, som fortæller meget om lokalområdet.
Endelig vises der også oversigtskort over hele Vestkysten og inspiration til steder at besøge på strækningen.
Skiltningen er på tre sprog, så der også gives en god service overfor områdets mange udenlandske gæster.
Wayfindingkonceptet udspringer af et initiativ blandt vestkyst-kommunerne og Dansk Kyst- og Naturturisme samt Realdania.
Lokalt er Wayfinding Hirtshals udarbejdet i et tæt samarbejde med Hirtshals Turisme, Byforum Hirtshals og Hirtshals Handel & Erhverv, som har bidraget med at udvælge og prioritere, hvad der skal guides til i Hirtshals.
John Kongerslev fra Byforum Hirtshals tog de fremmødte med rundt til de forskellige skiltninger i byens centrum og bidrog med spændende fortællinger undervejs.
Fotos: Hirtshals Turisme.