Klubbens unge angriber Wessam Abou Ali blev udskrevet i går aftes og vil nu bruge de næste par dage på at lande igen.
”Det er først i de her dage ved at gå op for mig, hvor alvorligt det har været. Jeg har genset videoen fra hændelsen, og den gør stort indtryk.”
Da Wessam kom til sig selv på hospitalet lørdag hen under aften, anede han ikke, at hele Danmark gik op i hans vé og vel. Medierne skrev om det, hans tidligere klubber reagerede og spillere og fans fra nær og fjern sendte hilsener.
”At der kan komme så meget kærlighed éns vej så hurtigt, det vidste jeg ikke. Tusind tanker fløj gennem hovedet på mig, og jeg modtog et hav af spørgsmål om mit helbred. Derfor lagde jeg en hilsen og et billede ud sent lørdag aften, så alle kunne se, at jeg var i live og ved godt mod. En sygeplejerske måtte hjælpe mig med at taste ordene, for mine hænder ville ikke lystre. Intet på min krop lystrede. Sådan er det åbenbart, når du har været i kramper gennem flere minutter. Din krop er helt færdig bagefter. Sgu en sød sygeplejerske. I det hele taget har alle omkring mig været utrolig søde.”
Wessam er blevet scannet fra top til tå og har fået taget et væld af blodprøver, men lægerne er endnu ikke i stand til at udpege, hvad der reelt fik ham til at kollapse under kampen mod Lyngby. Derfor vil flere undersøgelser blive foretaget i nærmeste fremtid.
I dag og i morgen vil Wessam slappe af, spille computer med gutterne og i det hele taget lige sunde sig.
”Jeg har aftalt med fysserne, at jeg lægger mig på briksen fredag. Så starter vi langsomt op. Med løb og cykling og jeg vender ikke tilbage til træningsbanen og holdkammeraterne, før lægerne har givet mig grønt lys.”
Kilde: Vendsyssel FF.