At komme ind i det lille blå hus på Mikkelsgade 6 i Hirtshals, er som at træde ind i et mytologisk univers hos Tolkien. Her er skabninger af en anden verden samt ikke mindst havnebyens svar på Gandalf, som altså her hedder Henrik Woodpek.
Sidstnævnte er nemlig både en inspireret og inspirerende historiefortæller og billedkunstner med en udpræget forkærlighed for træ, som han har arbejdet med i en menneskealder, både på de tidligere adresser i Sønderlev og Skallerup samt på eventyrlige arbejdsrejser til blandt andet Kina, Saudi Arabien og Tyskland, før han vendte hjem til barndomsbyen Hirtshals.
Den alsidige og fantasifulde billedkunstner har som allerede nævnt ovenfor inviteret netavisens udsendte på kaffe, som denne søndag serveres i stuen, men næppe har vi sat os, før han vil vise mig værkstedet, der ligger i kælderen. Dernede står også et stort akvarium, som blot er et af flere, hvor han har rejer.
– De er både nemme at holde og fascinerende at sidde her og iagttage, fortæller Henrik Woodpek og slår sig ned i en sofa overfor det store akvarium, mens han fortæller videre om de små og livlige rejer, der angiveligt formerer sig i samme høje tempo som guppyer.
Inde i værkstedet står og hænger ligesom i resten af huset talrige små og store skulpturer og relieffer, der praktisk taget alle har en arkaisk dybde og mytologisk flertydighed. Engle er der også flere af, selv om kunstneren stædigt fastholder, at han er ateist og skal have sin aske strøet ud i havet, når han skal herfra.
Ikke desto mindre medgiver han, at han fik en meget mærkelig og nærmest mystisk oplevelse, da han efter en alvorlig hjerteoperation tidligere på året, hvor den store kontakt, som han kalder det, reelt var blevet slået fra, for første gang genså havet ved Husmoderstranden.
– Det er svært at beskrive, men der skete altså noget med mig. Det var en meget, meget underlig oplevelse, som selvfølgelig også hænger sammen med bevidstheden om at have fået en chance mere i livet, lyder det stilfærdigt fra Henrik Woodpek.
I det hele taget er der en intensitet i både blik og stemmeføring, der får gæsten til at spidse ører, hver gang værten siger noget. Woodpek er simpelthen en gudsbenådet fortæller, hvad enten han beretter om sit eget liv eller som kunstner skaber et fantastifuldt og fantastisk univers.
Værket siges ellers ofte at være større end kunstneren, men i dette tilfælde sidder man med følelsen af, at mennesket bag har et så enormt eksistentielt vingefang af livserfaring, at det gør ham ligeså livsklog og værd at lytte til som lige præcis Gandalf hos gamle Tolkien.
Kaffen var livsalig god og stærk akkurat som værten og kunstneren!
Ham kunne jeg godt tænke mig at møde😊