Anne Møllers barndom var lidt rodet, men hun endte i Danmark sammen med en ikke biologisk storebror, der også kommer fra Sydkorea. Det er som om, at de to først for alvor har fået noget ud af hinanden i dag, hvor begge forældre er borte, så nu har de kun hinanden.
Anne Møller, som er et kendt ansigt ikke mindst i Hirtshals, hvor hun blandt andet har spillet på Admiralen og Hirtshals Kro samt til Musik Under Trappen, voksede op i Poulstrup lidt udenfor Vrå. Efter hendes mening en dejlig lille bondeby. Alle kendte hinanden, og der var et godt miljø, hvor børnene mødtes på tværs af alle aldre på legepladsen.
Butikker findes der ikke meget af i dag, men foreningslivet har det godt, og ifølge Anne Møller er der både spejdere, rideklub og sport. Et nyt sted, som hun er stolt af, er friskolen, som hendes egen generation har stået fadder til.
Da hun kom til Danmark i 80’erne, var der en bølge af koreanske børn, der kom til Danmark. De blev sat på et fly og fløjet til Kastrup Lufthavn, så hun mener, det må have været et chok at blive fløjet langt væk og overladt til en tilfældig sygeplejerske for derefter at blive afleveret til helt fremmede adoptivforældre.
Anne Møller er ikke i tvivl om, at hende og hendes “bror” var ønskebørn. De fik en meget kærlig mor, der havde masser af overskud og ordentlighed. Faderen havde et svært sind, og han var i perioder deprimeret og drak, og det gjorde, at det var en periode med masser af tryghed og stabilitet, men også en anden side, hvor det var utrygt og utilregneligt.
Anne Møller føler som om, at hun og storebroderen var vokset op i hver sin familie. Hendes storebror blev aflastet for farens svære perioder, hvorimod hun fik mange samtaler med ham, hvor han fortalte om de mange ting, som han tumlede med.
Anne Møller har i flere år satset på musikken og gør det stadigvæk. Hun har netop medvirket i X Factor i 2022, men selv om hun i første omgang gik videre, var det populære TV 2-program ikke Anne Møllers favorit.
Det fortæller hun mere på mandag kl. 18.00 i Mandagsmagasinet på Radio FCMR.
Kilde: Kanal Frederikshavn.