Man må formode, at de af særdeles gode grunde har svært ved at få armene ned hos Hirtshals Turisme, Destination Nordvestkysten og The Sky is Blue samt Hirtshals Handel & Erhverv.
Alting flaskede sig før, under og efter starten på XTREM Hirtshals. Ikke færre end 120 deltagere havde meldt sig til det udfordrende løb, der havde start ved Nordsøen Oceanarium, hvor der var peptalk og opvarmning med Jacob Søndergaard.
Vejret var til overflod smukt, da de mange løbere blev sendt afsted af turistchef Laila Zielke, hvorefter det bogstavelig talt gik over stok og sten med indlagte forhindringer ned mod Havnefondens møller via Havnegade hen til og op og ned ad Trappen samt ned på Husmoderstranden og videre op mod Hirtshals Fyr for så at slutte ved Moonshine på Sydvestkajen, hvor der var musik med Chris Borup.
Hurtigste mand på dagen med tiden 39:15 og en gennemsnitsfart på 13,45 km/t blev Andreas Kjærsgaard Risager, mens første kvinde over målstregen i tiden 41:13 og en fart i snit på 12,81 km/t blev Margrethe langhoff Thuesen. Man kan finde samtlige navne og tider her hos Sportstiming.
Det hele blev afviklet samtidig med, at der var arrangeret rapelling med deltagelse af blandt andre fødevareminister Rasmus Prehn på Hirtshals Fyr og den tidligere omtalte redningsopvisning ved Husmoderstranden. Alt sammen afviklet formidabelt flot.
Foto: Niels Skipper.