Den 1. maj 2023 har hele Danmark mulighed for at gå en tur for at indsamle midler til forskningen i sclerose, og Hjørring er med på kortet.
YOU GO, som er Scleroseforeningens landsdækkende begivenhed, arrangerer gåtur med start i Svanelunden i Hjørring (ved Folkeparken Legeplads) mandag den 1. maj klokken 16.30 og derfra cirka 4,5 kilometer rundt i naturskønne omgivelser i Hjørring.
Det foregår naturligvis helt i eget tempo, og vil man ikke gå med hele vejen, er det også helt i orden. Der vil efterfølgende være tombola og mulighed for at købe sandwich. Alle deltagere får desuden en goodiebag ved start.
Det har været sidste chance for at bestille den store startpakke med drikkedunk, mulepose og andet, men man kan tilmelde sig med den lille startpakke helt indtil på dagen.
Kom og støt en god sag, samtidig med at du får motion og frisk luft.
Vi samler ind til forskningen i sclerose. Det gør vi for at samle ind til de forskere, der hver dag arbejder på at finde de helt rette knapper at dreje på for at få sat en stopper for sclerose. Indtil dagen kommer, hvor vi kan sige, at vi har fundet en kur med sclerose, arbejder forskerne ligeledes for at sikre bedre vilkår og bedre behandling for de 18.189 danskere, der hver dag lever med sygdommen.
Hvert år bliver 600-700 mennesker ramt af sclerose. Sclerose er en kronisk sygdom, hvor immunforsvaret går til angreb på nervecellerne i centralnervesystemet, og to ud af tre, der bliver ramt af sygdommen, er kvinder.
Både børn, voksne, mænd og kvinder rammes nemlig af den frygtelige sygdom, som sclerose er og kan være. Hver sclerosediagnosticerede rammes forskelligt, og hvor nogle blot får få attaks og/eller milde symptomer, bliver andre rigtig hårdt ramt fra dag ét. Dette kan både have betydning for fysikken såvel som psykisk og mentalt.
Kilde: Scleroseforeningen