Af Torben Thomsen
Oddervej 17
Nr. Rubjerg
Søren Smalbro, teknikudvalgsformand, henviser i sit svar til Lars Husted den 19/1-21 i sagen om et overdimensioneret sommerhus på en smal uegnet grund i Nr. Rubjerg til den yderste ynk af en forklaring til sommerhusejerne: I kunne jo bare i tide have købt grunden, så var der ingen kæmpehus i udsigt, det er helt jeres egen skyld, siger den indsigtsfulde formand. Og han synes ikke, det unge par, der har købt grunden, fortjener den hetz, som han siger, de er udsat for.
Jeg skal undlade at bruge ukvemsord, som jeg ikke synes nogen fortjener og ingen sag gavner, men det er svært at holde stien ren al den stund, at der er dokumenteret ret mange usandheder og unøjagtigheder af Lars Husted og andre sommerhusejere, hvordan kunne man tænke, at noget sådant ville ske. Min husstand har boet i området i 41 år og har set på den grund lige så længe. Denne kunne bebygges med et en families sommerhus og ville derefter passe ind i området.
Det var det, man kunne tænke. Ikke, at der kom et kæmpebygning, og man derfor i fællesskab skulle opkøbe. Det ser galt ud for Venstre på landsplan, men det hjælper jo ikke i denne sammenhæng. Jeg synes nu ikke, at de såkaldte unge initiativtagere er blevet forulempet, selv om de af gode grunde næppe har snakket med mange lokalbeboere, som alle er imod.