Køerne er klar, og det er publikum også. For første gang siden 2019 springer køerne på græs med publikum.
Klokken 12.00 lukkes portene op i stalde landet over, og børn og voksne kan være med til at fejre, at de økologiske køer kommer ud under åben himmel. Der er 130.000, der har booket gratis billetter til Økodag i hele landet og på flere gårde er der udsolgt.
”Nu er Økodag her endelig. Det er dagen, der sparker forårssæsonen i gang i det økologiske landbrug. Jeg glæder mig til at komme ud og opleve dagen sammen med voksne og børn fra nær og fjern og dele glæden ved den gode dyrevelfærd, der er i det økologiske landbrug,” siger Louise Køster, forperson, Økologisk Landsforening.
Fysisk og live
Det er nyt, at man skal booke billet til Økodag. Det har været efterspurgt af landmændene, som er værter på dagen.
”På den måde kommer det hele til at foregå lidt mere på landmandens præmisser, og det gør det nemmere for dem at sikre optimale parkeringsforhold, og at alle gæster får mulighed for at komme tæt på dyrene,” siger Malene Jensen, som er projektleder for Økodag hos Økologisk Landsforening.
Økodag skal helst opleves ude på gårdene, men hvis man er forhindret i at komme ud, så sender vi igen i år live på Facebook. I år er det fra Hedegaard i Aulum, hvor Micki Cheng er vært sammen med gårdens børn.
”De to seneste år har vi oplevet en overvældende interesse for vores online-Økodag. Vi er nået næsten hele verden rundt, blandet andet takket være de danske ambassader. Men der kan også være andre grunde til, at man ikke kan komme ud til en gård. Vi vil dele Økodag med alle, så derfor sender vi live på Facebook,” fortæller Malene Jensen, projektleder for Økodag, Økologisk Landsforening.
Liven starter kl. 11.50 og varer indtil køerne er lukket ud på græs.
Om Økodag
Som dansker er du en del af verdens økologi-nation nummer ét. Vi er det land i verden, der køber flest økologiske fødevarer. Så når de økologiske landmænd over hele landet hvert år inviterer til Økodag, plejer det det at være et stort tilløbsstykke, hvor der kommer flere hundrede tusinde.
- Økodag® er et registreret varemærke, hvilket betyder, at man altid skal nævne Økologisk Landsforening i sammenhæng med Økodag
- Økodag har eksisteret siden 2005
- Økodag arrangeres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og de økologiske mejerier Arla, Thise, Naturmælk, Øllingegaard, Them og Gläserne Meierei. Økodag har fået midler fra Mælkeafgiftsfonden og Fonden for Økologisk Landbrug.