I 1872 startede Kirstine og Jørgen Terkelsen den første grundtvigske højskole i Vendsyssel, det vi i dag kender som Vrå Højskole. Skolen fik dog sin begyndelse i Stenum, under navnet Stenum Højskole.
Højskolen har fra sin begyndelse været vendelboernes højskole og var i sin begyndelse en udpræget egnsskole, hvor næste alle eleverne kom fra landbruget.
I 1890 tog man så den store beslutning og flyttede højskolen til Vrå, hvor den blev placeret på åben mark vest for jernbanen. Højskolen er naturligt bygget som en bondegård med stuehus og tre længer. Bygget af murermester Andersen fra Hjørring.
Højskolekurserne var på 5 måneder om vinteren for drengene og en sommerskole på 3 måneder for pigerne.
Fagene i skolens første mange år var almindelige skolefag som dansk, skrivning og regning sammen med mere landbrugsfaglige tilbud. Ved siden af havde man de mere traditionelle højskolefag med foredrag og livsoplysende fag. Eleverne boede på 4-mandsværelser med to senge i begyndelsen og skulle ved indmeldelsen oplyse, om de medbragte under- eller overdyne!
Mere end 15.000 elever har gået på skolen siden 1872. I dag udbyder Vrå højskole mere end 20 fag herunder: musik, medie, fotografi, design, kunst, samfund og bevægelse. Derudover udbydes diverse foredrag.
Skolen har i dag plads til omkring 100 elever.
Kilde: Vendsyssel Historiske Museum.


