Onsdag den 28. januar blev Hjørring Kommunes Job- & Karrieremesse holdt for 7. gang, og vi er ikke bange for at anvende ordet succes.
Med 85 udstillere og cirka 1.500 besøgende blev det én af de mest velbesøgte messer til dato.
NordsøPosten var også med og fik på netavisens stand og rundt om i den store dobbelthal rigtig mange positive tilbagemeldinger både fra udstillere og fra de mange, der gerne ville høre om mulighederne for at få job i Hjørring.
Noget af det, NordsøPostens repræsentanter bed ekstra mærke i var, at flere udtrykte overraskelse over de mange spændende job-muligheder, der er i området. Vi talte blandt andet med flere ret højt uddannede fra Aalborg-området, som bestemt ikke var afvisende for også at flytte bopælen til Hjørring Kommune.
Business Hjørring, som er Hjørring Kommunes erhvervsservice, har evauleret Job- & Karrieremessen:
– Igen i år havde vi samlet et bredt felt af både brancher og besøgende: ledige, jobskiftere og unge fra både gymnasiale uddannelser og erhvervsskoler. Som noget nyt i år havde vi indgået et samarbejde med Jobcenter Aalborg, der sendte en busfuld ledige højtuddannede kandidater til Hjørring, skriver Business Hjørring.
Evalueringen fra udstillerne viser:
– 92 procent er meget tilfredse eller tilfredse med messen
– 49 procent angiver, at de med høj eller meget høj sandsynlighed vil ansætte en person, de mødte på messen
– 76 procent af de virksomheder, der søger, siger, at de med høj eller meget høj sandsynlighed vil ansætte en lærling eller elev, de mødte på messen.




