Af Henrik Strube
Musiker
Altså ikke bare bælle- bælle – mig fortælle, men en alkometerovervåget, stabil 0,5 promillebrannert. Det skulle efter teorien få endorfinerne til at danse lystigt i frontallapperne.
De fire hovedpersoner, Mads Mikkelsen, Thomas B. Larsen, Magnus Millang og ikke mindst Lars Ranthe – jamen hold nu kæft, hvor de spiller godt. ”Spiller” synes som et forkert ord her, for de ”er” de mennesker, de spiller. Det er sådan noget skuespillere har i sig, og som forløses og hjælpes frem af en mesterlig instruktør. De forærer os, (sådan følte jeg det, og af hjertet tak), et så tændt og levende skuespil, så jeg både fik blanke øjne og latter i maven af den slags, der dukker op i reprise, så man pludselig står og smiler i køen i Harald Nyborg. Og dejlig udresseret humor og vildt vanvid, hvilket er velgørende i vores inkvistitoriske tid.
Historien er simpelthen vildt godt fortalt, og kommer omkring, men heldigvis osse fri af, Hemingway/Bukowskis drukromantisering. Flot ser det ud mens det varer, resten af tiden står den som bekendt af ulykkelige pårørende, voksenble og trehjulet handikapknallert.
Thomas Vinterberg takkede i sin tale ”sine våbenbrødre”, altså de skuespillere, han ofte samler omkring sig i sine film, Ranthe, Mikkelsen, Millang og Larsen. Han takkede dem for at ha stået last og brast omkring ham, da den velkendte tragedie ramte, og blandt meget andet truede med at slå både Thomas og de allerede påbegyndte optagelser ud af kurs.
Manden blev ramt af den største ulykke, et menneske kan komme ud for. Han var omkring det i sin tale, og osse, at det i virkeligheden havde styrket de i forvejen stærke venskaber og måske, og det meget jeg helt sikkert, havde give filmen en ekstra styrke og dimension.
Ofte, (for mig altid) synes jeg, at der i den bedste, den stærkeste kunst, ligger en tone af vemod. Osse den, der rummer humor, . Og det er den, der gør en fortælling som Thomas Vinterbergs og Tobias Lindholm, en anden ”våbenbror”, så vedkommende.
I den forbindelse synes jeg generelt, at manuskriptforfatterne skulle mere frem i rampelyset. Uden dem, uden deres ideer, deres fortællekunst og menneskekundskab – ingen film.
Jeg må osse nævne bandet Scarlet Pleasure, som har leveret, nå ja, et hit. Den helt rigtige sang til filmen. Til lykke med den. Den er usædvanlig god, lige præcis den fede blanding af pop og dybde og musikalsk kvalitet. Nu bliver den spillet i Cannes og i de 30 forskellige lande, filmen allerede er solgt til. Jeg tror, der bliver tale om rejsekufferter, flybilletter, fremmede lande og scener – og god tur. Hvis de ikke allerede er igang. Hvor det glæder mig!
I mit eget liv i musikken kender jeg det med venskabets styrke, men osse det svære ved det. I min bog er et ordentligt band osse våbenbrødre. Man deler sorg, vanvid, kampe, kedsomhed, humor, eufori. Det gør både sangene og filmene stærkere og mere mere menneskellige.
Se på Pedro Aldomovar og Thomas Vinterberg. De gør det begge to.
Gå ind og se den film!
Læs mere og bestil billet her: MovieHouse
