Det var et par tydeligvis spændte og glade galleriejere i skikkelse af byrådsmedlem Chelina Bagger og turistforeningsformand samt købmand Henrik Konnerup, der lørdag havde inviteret til officiel åbning af Galleri &Os i Lønstrup.
Der var da også mødt rigtig mange gæster frem for at se værker af blandt andre skulptør og maler Henrik Busk Andersen, glaskunstner Rikke Pape, skulptør Anne Fonnesbech, maler Line Elliot, billedkunstner Iben Holm-Laursen og fotograf Tao Lytzen.
Ved den festlige åbning var der både drikkevarer og lækker tapasanretning, som gæsterne blev budt på, hvorefter Chelina Bakker bød velkommen, idet hun krydrede sin tale med drilske kommentarer til kompagnonen Henrik Konnerup.
Efter den officielle åbning, der havde uformel deltagelse af borgmester Søren Smalbro og socialdemokraten Mai-Britt Beith, er der ingen tvivl om, at makkerparret her demonstrerer en skarp og fornem fornemmelse for kunst i og med Galleri &Os.
Under fruens og min egen rundtur i byen før åbningen hørte vi en butiksejer ærligt erklære, at havde det ikke været for kunsthåndværkerne og gallerierne, ville det ikke være muligt at sælge så meget andet i Lønstrup.
Dette oprigtige og flotte skudsmål vil utvivlsomt kun blive yderligere understreget med tilstedeværelsen af Galleri &Os. Stort tillykke til Chelina Bagger og Henrik Konnerup samt derfor såmænd også til Lønstrup.
Langfredag klokken 20 giver galleristerne den for resten igen gas med tapas til en koncert med Søren Krogh. I skrivende stund er der vist endnu billetter at få, hvis man hurtigt går ind på ogos.billetexpressen.dk.
Foto: Niels Skipper.