Med urpremieren fredag aften på Gården har Vendsyssel Teater skabt et stykke dramatik, der paradoksalt nok rammer som et spark i maveregionen, men samtidig føles som en stille, beroligende hånd på skulderen.
Her er en forestilling om det landbrug, som rigtig mange taler om og har en holdning til, men få nu om dage virkelig kender indefra. Forestillingen formår desto mere prisværdigt at favne både politiske spændinger, eksistentielle overvejelser og familiedrama uden at give køb på hverken nuancer, skarphed eller poesi.
Dramatiker Julie Maj Jakobsen har skrevet et stykke, der løfter sig langt op over den politiske debats forudsigelige modsætninger. I stedet får publikum lov til at opleve forskellige tilgange til landbruget lige præcis indefra. Dets idealer, traditioner og historiske arv på godt og ondt, men vigtigst af alt også dets mennesker.
Gården er nemlig nok en generationsfortælling, men også et nutidsdrama om gæld, gylle, globalisering og den personlige pris, man risikerer at betale, når barndommens drømmerier møder virkelighedens regneark.
Instruktør Rolf Heim har skabt en iscenesættelse, der emmer af sansning og substans. Han har loddet dybden i historien med sikker hånd og givet fortællingen en indlevet kurs mellem tider, temaer og karakterer, idet skuespillerne udnytter scenen til at bygge et forbløffende komplekst univers op og vel at mærke ikke som kulisse, men som livsverden. Ekkoer af stemmer fra landbrugets mange interessenter, fra rådgivere og politikere til forbrugere, sniger sig ind i fortællingen som resonans, men aldrig som karikatur.
Scenografien, som er skabt af Rolf Heim i samarbejde med flere andre, er både stram og foranderlig, som et stiliseret billeddigt over skønhed og slitage. Lysdesigner Søren Lydersen og lyddesigner Jonas Hvid løfter forestillingen fra stærk til storslået. Lyset bidrager sammen med lyden til at tegne tiden og giver stykket puls. Dukkemagerne Katrine Karlsen og Jonathan Hjorth leverer poetiske greb, der gør slægters arv fysisk nærværende.
Skuespillerne Holger Østergaard, Stina Mølgaard, Kirstine Hedrup, Allan Helge Jensen og Mette Kolding leverer karakterspil af en kvalitet, man kun finder, når både tekst og instruktion er præcist kalibreret, og når skuespillere tør give slip på manerer og bare levende være mennesker. Dynamikken i gruppen fungerer som en organisme, hvor hver bevægelse, hver tvivl og panderynken, hver konfrontation føles fysisk i salen. For slet ikke at nævne den geniale inddragelse af dukkerne og de tre orwellske dyr, hvoraf et af dem karakteristisk nok er en gris, der bogstavelig talt med polemisk tale åbner stykket og blotlægger temaerne.
I centrum står fortællingen om Gry, der har arvet et gammelt gårdbrug. Sammen med sin partner Mia forsøger hun at skabe en bedre fremtid med et regenerativt jordbrug, der ikke sætter kompromisløs vækst over menneskelig moral og naturværdier. Men idealerne møder hårde tal og en nådesløs historisk udvikling, der kræver intensivering og investering frem for helhed. Forældregenerationen står med egne drømme og egne nederlag. Stykket viser i den forbindelse, hvor dybt skellene kan gå, når valg må træffes mellem økonomi, arv, natur og kærlighed.
Det er drama på højkant, men uden melodrama. Det er nok politisk, men uden moraliserende stillingtagen. Det handler kort fortalt ikke bare om landbrug, men om helt almindelige menneskers livskamp.
Gården lykkes derfor også på beundringsværdig vis med at være både jordnær og universel. Forestillingen er gennemsyret af jysk tyngde og tone, men dens spørgsmål rækker langt ud over de sandede marker i Vendsyssel.
Vendsyssel Teater har skabt en forestilling, der vil blive stående. Ikke blot som en aktuel kommentar til landbrugets situation, men som et sjældent stærkt teaterstykke om ansvar, arv og identitet.
Det er modent, bevægende og mesterligt håndværk og et smukt bud på moderne dansk dramatik.
Seks krystalklart lysende stjerner!
Foto: Cathrine Ertmann og Tao Lytzen.
