Sommeren nærmer sig med hastige skridt, og de seneste bookingtal fra Danmarks Statistik tyder på, at det igen i år er populært at holde ferien i et lejet feriehus i Danmark.
Ifølge tallene er der aktuelt booket 8.900 flere husuger for resten af året end samme tidspunkt sidste år. Det betyder, at der ved udgangen af april var booket 437.000 husuger i danske sommerhuse for resten af 2023.
Selvom det generelt går godt i den danske udlejningsbranche, har konkurrencen indenfor feriehusudlejning været stigende de seneste år, og for Hirtshals Turisme har kravene til løbende udvikling og investeringer i IT-løsninger været omkostningstunge og omfattende i forhold til antallet af udlejningshuse. Derfor har Hirtshals Turisme nu valg at overdrage sin portefølje af udlejningshuse til den veletablerede feriehusudlejer Feriepartner:
– Vi er glade for at have fundet Feriepartner som en erfaren udlejer til at overtage den fremtidige formidling af vores feriehuse. Feriepartner Danmark er landets største kæde af selvstændige udlejningsbureauer og har betydeligt flere ressourcer og ekspertise til at tilpasse sig markedets udvikling, hvilket vil gavne både ejere og lejere. Samtidig er bureauerne forankret lokalt, hvilket sikrer nem adgang og skaber lokale arbejdspladser – et aspekt vi har haft stort fokus på i forbindelse med salg af vores portefølje, hvor vi også har været i dialog med andre lokale udlejningsbureauer, forklarer Sarah Routledge, formand i Hirtshals Turisme.
Dedikeret lokal forankring
Fremover vil udlejningshusene fra Hirtshals Feriehusudlejning blive formidlet gennem de to nærliggende udlejningsbureauer Feriepartner Lønstrup og Feriepartner Tversted/Skagen, som er blevet udvalgt blandt flere dygtige aktører fra branchen. De to lokale bureauer formidler i dag tilsammen udlejning på over 600 privatejede ferieboliger, og ifølge indehaver og direktør Jan Brusgaard ser man frem til udvidelsen:
– Vi er utroligt glade for at kunne byde de nye feriehuse og deres ejere velkommen til vores nordjyske Feriepartner-familie, og vi ser frem til at skabe fantastiske ferieminder for gæsterne i Hirtshals. Vi er dedikerede til at engagere os helhjertet i lokalområdet, og med vores erfarne medarbejdere er vi godt rustet til at varetage formidlingen af vores nye feriehuse i området.
Overdragelsen træder i kraft søndag den 13. august 2023, hvorefter aftalerne for ferieboliger beliggende i Kærsgård, Tornby og Rajen vil blive varetaget af Feriepartner Lønstrup, mens aftalerne for ferieboliger beliggende i Hirtshals by, Kjul og Tversted vil blive overtaget af Feriepartner Tversted/Skagen.