Mads, Daniel og Harald fra 2. VX på HTX Hjørring blev som tidligere omtalt lidt overraskede i går, da det de troede var en evaluering pludseligt blev til at de vandt kr. 20.000.
Det gjorde de i undervisningskonceptet All Hands on Deck, som Danske Rederier har udviklet. Selve konkurrencen var kulminationen på en uges undervisning med det maritime i centrum, og udfordringen var at komme med en ny løsning på, hvordan man håndterer affald ombord på skibe.
De tre drenge er på hjemmebane med den slags udfordringer, og de gjorde blot som de plejer – satte en produktudvikling i gang, og endt op med at foreslå at løsning med vakuum. På den måde fjerner man luftgener, man pakker affaldet meget effektivt og vakuumpakninger forbedrer muligheden for stuvning ombord på skibe.
En af jurymedlemmerne, Cecilie Enevoldsen, var med til kåringen i Hjørring og hun sagde bl.a.:
– De har vundet fordi de har fundet på en god idé, men samtidigt har de haft en rigtig fed måde at arbejde på. De er gået meget struktureret til værks og har haft en rigtig god forståelse for opgaven. Så vidt jeg er orienteret, så er vakuumpakket affald faktisk totalt uprøvet i den maritime verden.
Mads Meincke Nielsen er en af de tre vindere, og han var meget glad – og overrasket – over sejren.
– Vi synes vi havde lavet en god løsning på kun 3 timer, men vi var alligevel noget overraskede over, at vi havde vundet. Og vi gjorde det faktisk ligesom vi har lært det i faget Teknologi. Vi lavede en proces med brainstorm, problemformulering og idegenerering – ja, faktisk som man laver en produktudvikling.
Også hos Danske Rederier var man tilfredse med det relativt nye projekt All Hands on Deck. Campaign Manager Mikkel Gram fortæller:
– Vi har længe ønsket at lave noget spændende for de unge, som de kunne bruge i gymnasieundervisningen og som samtidigt gav et indblik i den maritime verden – Det blå Danmark – hvor der er rigtig mange spændende karrieremuligheder. All Hands on Deck er alt dette, og jeg synes det er gået helt forrygende. De unge har givet den gas og den løsning fra HTX Hjørring var supergod. HTX Hjørring kan godt være stolte af deres indsats, og drengenes løsning, som altså vandt blandt de mere end 100 indkomne forslag.


