2-mands hold 1 har på hjemmebane spillet mod Hjørring 1.
Resultatet blev uafgjort 2-2.
Casper B. Caspersen (8,88) levede ikke op til daglig standard. Således fik han lov til at arbejde særdeles hårdt for pointene. Langt hen af vejen havde han også succes hermed. I slutfasen røg der dog lidt af koncentrationen, hvorefter det hele endte med et lille nederlag.
Bo Engmann (15,04) sad solidt på kampen straks fra start. Da han så tillige bød op til dans med det helt store festfyrværkeri, i form af en mammut serie på hele 122 point, var der slet ingen tvivl om, hvor skabet skulle stå. Autopiloten blev således aktiveret. Herfra cruisede han sikkert skuden i havn. Altså en meget stor sejr efter en rigtig god indsats.
Old boys hold 2 har på hjemmebane spillet mod Asaa 1.
Resultatet blev også denne gang en meget kneben sejr på 5-3.
Gunnar Muhlig ( 5,51) blev på ingen måde presset, hvorfor han straks fra start kunne tage teten. Han var således enerådende på banen, hvorved han selv kunne bestemme tempoet i spillet. Den flotte indsats blev således omsat til en overordentlig sikker sejr.
Villy Hansen (3,07) havde ikke den sædvanlige snert i køen. Således kom han fra start i den jagende rolle. Noget der bestemt ikke passede ham særlig godt. Selv om han, efter bedste evne, prøvede at indhente det forsømte, så kom han på intet tidspunkt tilbage i kampen. Således endte det med et solidt og meget mærkbart nederlag.
Jens Dalsgaard (5,11) kom rigtig fint fra land. Herved bragte han sig meget hurtigt i front. Da han følte at sejren var indenfor rækkevidde, begik han imidlertid den fejl, at gå ned i kadence. Usikkerheden og dermed stregerne bredte sig således i takt med at modstanderen kom nærmere. I sidste øjeblik nåede han dog at redde stormen af. Sluttelig kunne han således, med mindst mulig margin, hive en meget smal sejr i land. Her skal lige indskydes, at den omvendte kamp sjovt nok også fik samme resultat.
Kjeld H. Jensen (7,57) kom rimelig godt fra start. Selv om modstanderen også ville lege med, så havde han hele tiden foden forrest. Sådan formede det meget spændende opgør sig til langt hen i matchen. I slutfasen blev det, der lignede det afgørende hul slået. Således gled han let og elegant ind over mållinjen. I efter stødet måtte han stiltiende se til, alt imens modstanderen på mirakuløs vis fik udlignet. Således endte det spændende opgør med remis.
Nærmeste konkurrent, Skagen 4, måtte i denne spillerunde nøjes med uafgjort, hvorved holdet med den smalle sejr fortsat har maksimumpoint og dermed manifesterede sin førsteplads i kredsen. Før de sidste seks spillerunder, som alle afvikles efter en tiltrængt jule-/nytårs pause, er der således nu et forspring på hele 6 points ned til rækkens nummer to.
Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Hjallerup 3.
Resultatet blev et nederlag på 2-6.
Jørn Brath (2,09) var ikke helt oppe på dupperne, hvorfor han ret tidligt måtte investere i en lang spurt. Et stykke af vejen nåede han, men desværre fik han aldrig skabt fornyet kontakt. Således måtte han sluttelig se sig besejret med bred margin.
Martin Bast (2,83) spillede en lille smule under middel. Alligevel havde han sine muligheder undervejs. Da de desværre ikke alle blev udnyttet efter fortjeneste, måtte han således sluttelig tage til takke med et lille nederlag.
Egon Jørgensen (4,76) kom rimelig godt ud af startboksen. Han fortsatte i det høje tempo, hvorved han hurtigt havde bragt sig langt foran. Det gode raid lullede ham dog lidt i søvn, hvorved modstanderen fik en gylden muligheden for at krybe nærmere og nærmere. I slutfasen blev der næsten opnået kontakt. Dette vækkede ham så meget, at han igen sætte i fuld firspring med et par flotte serier. Selv om han således førte fra start til mål, måtte han alligevel slide for at sikre sig en lille sejr.
Poul H. Pedersen (5,15) havde ikke den sædvanlige punch i køen. Således halsede han bagefter allerede fra start. Selv om turboen. på et meget tidligt tidspunkt, blev aktiveret, så lykkedes det desværre aldrig at få fornyet kontakt. Da det således forblev lige ved og næsten, så måtte han sluttelig indkassere et klart nederlag.
Gæstfriheden ved spillebordet var således ikke stor fra værternes side. Det ændrede sig dog efterfølgende, hvor der i anledning af den kommende jule-/nytårs pause blev budt på fede julesild i meget klar lage og derefter en ordentlig bøf med tilhørende spejlæg. Hyggen bredte sig således inden spillerne mætte og veltilfredse, trods den manglende pointhøst, returnerede til Sindal.
Bo Engmann (0,260) har på hjemmebane spillet semifinale i individuel 3-bande carambole, klasse C.
Han fik dermed sin debut i disciplinen 3-bande carambole, også kendt som billard sportens “formel 1”. Altså den sværeste af alle billarddiscipliner.
Modstanderne kom langvejs fra, nemlig Sønderborg og Ans. De var dog “gamle kendinge” fra tidligere dyster i fri carambole. Forhåndskendskabet til disse spillere havde således sat Bo ekstra godt op til kampene.
Fra første fløjt virkede han således koncentreret og dermed kom han skarp fra land. Det psykologiske forspring samt det fakta, at når chancen bød sig, så scorede han. Den taktiske indfaldsvinkel gav ham således ro på. Alligevel måtte han ud i en nervepirrende afslutning, idet modstanderen lidt krampagtigt fik en smule spænding ind i kampen. Roen og troen på sejr blev dog bevaret. Således kunne han sluttelig snuppe en smal sejr med cifrene 12-10.
I den følgende kamp knækkede han modstanderen straks fra start. Han ramte simpelthen alt, hvorved to serier i starten blev ret så afgørende. Dette betød, at spørgsmålet kun var, hvor stor sejren ville blive. Han fortsatte frisk i det malende tempo, for sluttelig at snuppe en meget overbevisende sejr med de knusende cifre 12-2.
Med pulje sejren er han således videre til Regionsfinale Vest, der afvikles den 21. januar 2023. Her er det forventeligt, at hjemmebanen er sikret.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så går du med en skjult billardspiller gemt i kroppen, eller har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over den tidligere Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores stolelift. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.
Thanks for sharing. I read many of your blog posts, cool, your blog is very good. https://www.binance.com/sk/register?ref=IJFGOAID