Danmarks ældste boghandel er placeret i Strømgade i Hjørring og kan den 10. januar 2026 fejre 200-års jubilæum.
Betty Mogensens Boghandel overtog den fornemme titel efter C.A. Reitzels Boghandel, der lukkede i 2009.
Boghandlen har navn efter Betty Mogensen, der overtog forretningen i 1932. Thøger Petersen grundlagde boghandlen i 1826, og den er dermed Danmarks ældste boghandel.
Den store runde dag fejres i butikken på dagen lørdag den 10. januar 2026 fra klokken 11-14 med masser af festivitas.
Fra klokken 11 er der fest i butikken med musik, kaffe og Champagne. Den røde løber er lagt ud og Krumme, som i 2025 blev foreviget i en bog, er i gallauniform og byder gæsterne velkommen hos den nuværende ejer og boghandler Lars Christoffersen.
Betty Mogensens Boghandel har et stort og flot udvalg også af bøger med stor lokalhistorisk værdi og mange bøger skrevet af lokale forfattere.


