Normalt ser man kun de arkæologiske fund bag tykke glasmontre, men i vinterferien rykker historien helt ud i hænderne på de besøgende. Museet åbner op for en workshop, hvor kasserede potteskår fra ældre jernalder får nyt liv som personlige halskæder og smykker.
De mange potteskår stammer fra tidligere arkæologiske udgravninger i Brønderslev Kommune. Selvom de er over 2000 år gamle, er de i dag det, arkæologerne kalder for “ukarakteristiske sideskår”. Det betyder, at de ikke har dekorationer eller former, der giver dem videnskabelig værdi i museets magasiner – men for en museumsgæst er de en direkte forbindelse til fortiden.
“Skårene er ukarakteristiske sideskår, hvorfor de er blevet kasserede og derfor kan bruges i denne sammenhæng. Sandsynligheden for, at det er ældre jernalderskår, er meget stor, men ægte er de i hvert fald. De stammer helt tilbage fra begyndelsen af vores tidsregning,” forklarer museets arkæolog Marlena Haue.
Det er en absolut sjældenhed, at et dansk museum forærer ægte oldtidshistorie væk. Vendsyssel Historiske Museum skriver formentlig museumshistorie, når de i denne vinterferie lader gæster gå hjem med ægte fund i lommen. For at understrege det helt særlige i oplevelsen, modtager alle børn, der laver et smykke, et officielt “Arkæologisk autenticitets-certifikat”. Dokumentet fungerer som et ægthedsbevis, der dokumenterer skårets alder og dets oprindelse i den vendsysselske muld.
Initiativet er en form for historisk “upcycling”, hvor materiale, der ellers ville ende i glemte kasser eller destrueret, nu bliver til levende historie i børnehøjde. Det giver børn og voksne en unik mulighed for at mærke historien – bogstaveligt talt.
Børn og interesserede kan lave deres egne halssmykker af potteskår mandag til onsdag i uge 7 og 8, mellem klokken 11.30 og 14.30, på Vendsyssel Historiske Museum i Hjørring.
Foto: VHM.



Det var da en god ide