Old boys hold 2 fra Sindal Billard Klub har på hjemmebane spillet mod Frederikshavn 3.
Resultatet blev noget skuffende kun uafgjort 4-4.
Gunnar Muhlig (5,46) blev fra start sat under et alvorligt pres. Efter at have sat bundgarnspæle fra den tidlige morgenstund, kunne modstanderen nemlig gå på vandet eller med syvmilestøvlerne på tage nogle mega lange skridt. Uhyggelig langt bagud på rekordtid, måtte han således hurtigt åbne værktøjskassen for at finde noget brugbart frem for at eliminere efterslæbet. På trods af rigtig god fight, og med god omtanke i spillet, lykkedes det desværre aldrig at komme helt tilbage på sporet. Selv om han således leverede en godkendt indsats blev det sluttelig til et chokerende stort nederlag.
Villy Hansen (6,64) havde inden kampstart et positivt øje til dagens modstander, idet han ved tidligere lejligheder havde fejret meget store triumfer.
Optimismen var således helt i top. Fløjten var end ikke stum, inden han resolut havde grebet fat om taktstokken. Han oksede bare derudaf i et rasende højt tempo. Herved havde han meget tidligt bragt sig selv i en meget gunstig position. Der blev af den grund ikke slækket på hverken koncentration eller kampgejst. Således kunne han i ensom majestæt sluttelig trille en meget overbevisende sejr i hus.
Jens Dalsgaard (5,11) indledte særdeles moderat. Herved kom han hurtigt en smule bagud. Der blev dog arbejdet godt med tingene, så lidt efter lidt kom der balance i regnskabet. Åbne slagudvekslinger var der ikke mange af, så små skiftende føringer blev essensen af opgøret. Dommeren gjorde en overgang også sit til at holde spændingen intakt. I slutfasen fik han dog skabt et mindre hul. Trods dette kneb det gevaldigt med et nedlægge de sidste to point. Efter flere helhjertede forsøg måtte han i tydelig desperation ty til en lidt risikabel carambolage, for sluttelig at hive sejren i land.
Kjeld H.Jensen (6,44) fik ikke den allerbedste start. Modstanderen trykkede på, hvorved han ret hurtigt var spillet uhyggeligt langt agterud. Alle værktøjer blev vendt og drejet, men ingen af dem, viste sig at være særlig brugbare. Da han således aldrig fandt nogle anvendelige modtræk over for modstanderens raid, så måtte det nødvendigvis ende med et kæmpe stort nederlag.
Trods det uafgjorte resultat er holdet stadig ubesejret på kredsens førsteplads. For 9 kampe er der nemlig opnået 17 point.
Nærmeste forfølger, Skagen 4, sejrede i denne spillerunde, og inden de fem sidste spillerunder blev forspringet således reduceret til at være fem point.
Old boys hold 3 har på udebane spillet mod Halvrimmen 1.
Resultatet blev et meget smalt nederlag på 3-5.
Jørn Brath (3,81) fik en rigtig god start. Hurtigt var han således i den bestemmende rolle. En mega flot spillet serie på 30 satte yderligere tingene i relief. Da han fornemmede sejrens sødme i øjenkrogen glemte han desværre at snøre sækken. Han blev tillige ramt af den berømte gummiarm, hvorved han lukkede modstanderen tilbage i opgøret. Som forspringet svandt ind, steg temperaturen i spillelokalet tilsvarende. Trods det hårde pres havde han stadig sine muligheder. Desværre evnede han ikke at udnytte de gyldne øjeblikke. Således måtte han noget misvisende se modstanderen smutte indenom på stregen. Da han også kiksede sit efterstød blev det sluttelig til et meget unødvendigt nederlag, og det endda med mindst mulig margin.
Martin Bast (2,95) leverede en meget god indsats. Der var således, for det meste, rigtig godt styr på tingene. Herved holdt han hele tiden solidt fast i et mindre forspring. I slutfasen steg spændingen til uanede højder. Trods det hårde tryk, fik han sig rystet fri af de snærende bånd. Således kom han først over målstregen. Modstanderen udnyttede dog sit efterstød til fulde, og således endte opgøret desværre med remis.

Egon Jørgensen (2,50) kom meget skidt fra start. Forholdsvis hurtigt var han således spillet langt agterud. Derfor blev det nødvendigt at skrue tempoet i vejret. Dette faktum fik millimeterne på den gale side af pindene, ligesom “tomaten” fik dykkersyge. Stolpe ud blev nu den trælse dagligdag. Han fik da også titel af fodermester. Noget modstanderen var særdeles glad for. Selv om han prøvede af alle midler, så måtte den flade indsats naturligvis ende med et ordentligt nederlag.
Poul H. Pedersen (6,62) trådte øjeblikkelig på speederen. Herved strøg han resolut i front. Da modstanderen på ingen måde evnede at matche dette raid, så var soklen til en ensidig opvisning støbt. Da presset således udeblev kunne han reelt gøre lige det, der passede ham, når det passede ham. Den glimrende indsats blev da også sluttelig vekslet til en overordentlig sikker sejr.
Går du rundt med en skjult billardspiller i kroppen, eller er du bare hooked på at se/prøve spillet fra nærmeste hold, så er muligheden lige om hjørnet for at aflægge Billardklubben et besøg. Allerede i morgen, tirsdag den 10. januar, klokken 19.00, afholdes der nemlig klubaften. Her bydes der på kammeratligt samvær, en god snak om billard, et lille spil samt en god kop kaffe. Er du dreng/mand så har vi efter en god introduktion til spillet tillige et godt tilbud til dig. Er du pige/kvinde så har vi et endnu bedre tilbud til dig. Nødvendige rekvisitter for udøvelse af spillet forefindes i klubben. Vi ses i Nørregade 7, over den tidligere SuperBrugsen, i Sindal.
Lørdag, den 14. januar klokken 11.00 afholdes der i Sindal Billard Klub Regionsfinale Vest i individuel fri carambole, klasse B.
Her får Bo Engmann fornøjelsen af at møde Rene Günther, Morsø BK, Phi Van Nguyen, Sydfyns BK og Allan Nielsen, Vissenbjerg BK.
Der er efterfølgende desværre indløbet afbud fra spilleren fra Sydfyn.
Nummer 1 og 2 fra denne pulje sikrer sig deltagelse i Landsfinalen, der afholdes den 11. februar 2023.
Bo har derfor brug for den lokale opbakning, så der er naturligvis gratis entre til stævnet. Da der formodes at være rift om pladserne, anbefales det, at du skynder dig at sikre en billet.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.