I fri carambole har hold 2, bestående af Michael Fischer og Erik Brogaard, på hjemmebane spillet mesterskabsslutspil.
I den første kamp mod Asaa blev resultatet uafgjort 2-2.
Erik Brogaard (0,47) startede uhyggelig svagt op, hvorved han hurtigt kom særdeles langt bagud. Han fik dog langt om længe spillet stabiliseret, hvorved det forsømte blev indhentet. Efterfølgende begik han desværre en stor brøler, som sluttelig kostede sejren. Altså et noget unødvendigt nederlag trods en indsats under middel.
Michael Fischer (0,92) blev presset straks fra start. Marginalerne var ikke med, men stille og roligt fik han sig dog alligevel arbejdet tilbage i opgøret. Med akkuratesse i spillet var han nu toneangivende. Han lagde sig resolut i teten. Efter en ordinær indsats endte det således med en meget sikker sejr.
Efter det uafgjorte resultat stod Asaa bedst, hvorfor de fik fornøjelsen af først at møde Taars.
Efter en meget spændende optræden endte dette opgør uafgjort 2-2.
Et resultat der passede perfekt ind i hjemmeholdets kram, idet hold 2 nu selv kunne afgøre sin skæbne.
Mod Tårs blev resultatet en meget sikker sejr på 3-1.
Erik Brogaard ((0,82) kom rigtig fint fra start. Med en kanon flot serie på hele 9 point (som senere blev stævnets højeste) tog han hurtigt en markant føring. Efterfølgende faldt han desværre i et stort mørkt hul, som modstanderen flot udnyttede til at bringe fornyet balance i regnskabet. Mens tid var kom han heldigvis tilbage på sporet. Der blev nu igen sat kontinuerlige point ind på tavlen. I slipstrømmen lå modstanderen på lur, så der var bare ikke et roligt øjeblik at få. i Slutfasen lykkedes det at holde fast i den spinkle føring. Først over stregen kom han, men da der i efterstødet særdeles flot blev udlignet, endte opgøret med remis.
Michael Fischer ((1,16) kom særdeles glimrende fra start. Spillede han med lukkede kort, ja så var der fred og ingen fare. Forledte han sig til angrebsspillet blev han sporatisk presset. Hele tiden havde han dog en finger på pulsen. Rigtig farlig blev modstanderen således ikke. Autopiloten blev aktiveret, hvorefter der resolut blev sat kurs mod mållinjen. Sluttelig blev den særdeles gode indsats mesterligt omsat til en meget sikker sejr.
Med puljesejren blev holdet kredsvinder, og fik ved denne lejlighed adgang til Regionsfinale Vest. Denne finale afvikles allerede på søndag den 13. juni. Afviklingssted et pt. ikke oplyst, men Fyn eller Sønderjylland er et godt bud.
I individuel keglebillard klasse B har Michael Fischer 13,72) været i Lemvig for at spille femte runde.
Han indledte meget optimistisk, hvorved opgøret blev særdeles spændende. Skiftende små føringer blev det således til langt hen af vejen. I slutfasen, hvor det hele spidsede til, havde han pludselig skabt en lille forhånd. Desværre havde han ikke held til at udnytte den gyldne mulighed. Således lykkedes det for modstanderen at presse sig først over Målstregen. I sit efterstød gav han den fuld skrue. Således fik han trods alt sluttelig opnået remis.
I den følgende dyst fik han desværre ikke noget at arbejde med. Han skulle således selv skabe kampen. Det lykkedes desværre ikke efter hensigten, hvorfor han hurtigt var blevet sendt langt bagud. Selv om han kæmpede bravt for sagen, kom han på intet tidspunkt i nærheden af sejren. Altså et meget stort nederlag.
Før den sidste runde skulle nu flere ting gå op i en højere enhed for om muligt at sikre adgangen til Regionsfinalen.
Han skulle bl.a. selv vinde sin kamp. Han gik derfor frisk til opgaven. Modstanderen kilede ligeledes på, hvorfor opgøret blev meget tæt. Midtvejs kom han desværre bagud. Han fik dog det forsømte indhentet, hvorfor slutningen blev meget højspændt. Ved god koncentration lykkedes det at hive en smal sejr i land.
To spillere sluttede på en delt andenplads i puljen med hver 3 matchpoints. Da kun én spiller ville slippe gennem nåleøjet til årets finalestævne, måtte regnestokken således tages i anvendelse.
Her viste det sig desværre at Michael trak sorteper.
I individuel fri carambole har Bo Engmann (1,18) været i Holstebro for at spille tredje runde i klasse B.
Han fik ikke den bedste start på puljespillet. Således kom han alt for hurtigt langt bagud. Selv om holdt et pænt gennemsnit med 1,16 havde han ikke held til at få lagt pres på modstanderen. Således endte det med en klokkeklart nederlag.
I den følgende kamp var han nu tvunget til sejr for at holde liv i forhåbningen om adgang til Regionsfinalen. Således lagde han perfekte udgang fra startboksen. Solidt foran fik han hurtigt den fornødne ro over spillet. Uden de store sværdslag kunne han således stævne mod land i forvisningen om, at resultatet ville blive en kæmpe stor sejr.
Inden den sidste optræden var det nu efter devisen, vind eller forsvind. Dette fakta fik resolut temperaturen et par grader op i spillelokalet.
Indledningsvis fulgte han særdeles godt med. Som kampen skred frem mistede han desværre mere og mere terræn. Således blev det nødvendigt at satse tillige med at en tidlig spurt måtte påbegyndes. Modstanderen havde desværre modtræk mod dette raid, hvorfor det hele sluttelig løb ud i sandet. Trods en god indsats blev det således til et klart nederlag.
Da de øvrige resultater ikke flaskede sig korrekt, måtte han således se sig henvist til puljens tredjeplads. Dermed blev det til et meget overraskende exit i denne række.
I individuel 1-bande carambole klasse B har Bo Engmann (0,89) været i Raa Billardklub, der er hjemmehørende i Aabenraa, for at spille fjerde runde.
Han indledte særdeles motiveret. Hurtigt havde han således bragt sig solidt i front. Trods minimal modstand havde han fortsat evnen til at fokusere på spillets detaljer. Slutfacit blev således en meget overlegen sejr på 30-15.
I den følgende dyst fortsatte han de glimrende takter. Modstanderen kunne ikke matche dette raid, så også her var der forholdsvis let spil om pointene. Med cifrene 30-14 blev det da også til en ny stor sejr.
I den afsluttende puljekamp lagde han hårdt fra land. En hurtig føring blev lynhurtigt skabt. Herfra var der praktisk talt kun én spiller på banen. Med det overbevisende slutfacit på 30-11 kom der således en mega stor sejr i hus.
Med maksimumpoint tog han stensikkert puljesejren samt dermed adgangen til næste runde, som er Regionsfinalen.
Den ordinære generalforsamling, der er udsat fra marts måned, afholdes lørdag den 12. juni. Her afvikles ligeledes den traditionsrige Forårscup. Husk gyldig coronatest eller coronapas for at deltage. Tilmelding på liste i klublokalerne.
Når flaget er hejst er der aktivitet i klubben, så har du bare lyst til at dyrke fællesskabet og dermed det sociale i klubben, så kig op i vores flotte lokaler over Superbrugsen i Nørregade. Er du gangbesværet eller bare ked af trapperne, så tag en gratis tur med vores “liftbus”. Vi er altid klar med en kop kaffe og en god snak om billard.
Resultater og aktuelle stillinger for de spillede kampe finder du på www.billardresultater.dk ligesom klubbens hjemmeside www.sindalbillard.dk sikkert også kan give dig yderligere oplysninger.