Af Mikael Justesen
Det var i 1983, Danmark havde netop vundet 6-0 i Idrætsparken over Luxembourg. Jeg så det ske, sammen med min gamle morfar.
Det var en ting vi havde sammen, de her fodboldture. Han havde solgt sin fiskerjolle og sat pengene i banken. Og renterne – det var noget man fik dengang – gik så til landskampture. Sammen med mig!
Nåmen sådan en sejr skulle jo fejres og morfar foreslog at vi lige drejede inden om et værtshus. Jeg var godt nok kun 11, men nu var vi jo på herretur i hovedstaden. Så jeg fik en Jolly og han en øl og så sad vi der og sludrede om kampen og målene og stemningen – morfar mente at min gåsehud under afsyngning af det yndige land var “engle der havde pisset mig ned ad ryggen”…. Det skreg vi af grin over.
Men så var det at morfar fik øje på en gut der åbenlyst generede en dame. Vulgær, befamlende og hovedet helt oppe i damens ansigt. Hun gjorde sit bedste for at komme fri og forsøgte uden held at rejse sig.
Poul Villy Arthur – det hed morfar, men han blev bare kaldt Ras og så ved jeg ikke om du kan gætte hans efternavn – rejste sig. Han var en stor mand, men gammel og mærket af sygdom. Uanset, han rejste sig altså.
Og så bad han gutten om at lade damen være i fred. Først næsten som en hvisken men da det ikke hjalp, skruede han en kende op for volumen. Uden resultat. Så lagde han sådan en venskabelig arm på klammerikkens skulder og sagde noget jeg ikke kunne høre. Endelig kom der en reaktion – manden slap kvindens lår og hun skyndte sig væk.
Det ærgrede tydeligvis fjolset, som indtog sådan en bokseragtig position og slog ud efter gamle Ras. Denne flyttede sig lidt og mens modpartens knytnæve fortsatte sin halvcirkel ud i det tomme rum, knyttede morfar sin næve og førte de spændte knoer op forbi læberne. Om det var for at fugte knoerne eller kysse knytnæven farvel, det ved jeg ikke. Men klask – og så sad den uopdragne ungersvend igen i sin stol med et stærkt forbavset blik og øjnene på rundfart i deres huler.
Morfar gik tilbage til vores bord, drak stående resten af sin øl og sagde: damen sagde jo for helvede nej.
Så foreslog han vi fandt et sted hvor vi kunne få os en rejemad. Det gjorde vi så, og mens vi spiste, nævnte morfar at det nok var bedst hvis jeg ikke fortalte noget om den her lille episode derhjemme. For han var bange for at jeg så nok ikke ville få lov at komme med en anden gang. Det mente jeg han havde ret i, så jeg nævnte det ikke for en sjæl før morfar – nogle år og adskillige fodboldture senere – var gået bort.
Og selv i dag – næsten 40 år senere – skåler jeg stadig i tankerne med gamle Ras hver gang jeg ser landskamp.
Det gør jeg også i aften. Han ville have insisteret på at lave bacon ud af de blegfede briter.
Mikael Justesen er direktør på TV2 Nord.