Kornets Hus syd for Hjørring inviterer til vinterferie med bagekurser, familievenlige workshops – og nyt tiltag med frokost i caféen.
– I vinterferien åbner Kornets Hus dørene ekstra meget op og inviterer børnefamilier, madnørder og nysgerrige gæster til to uger fyldt med smag, oplevelser og aktiviteter, fortæller direktør Rikke Ejsenhardt.
Kornets Hus holder åbent tirsdag–søndag i uge 7 og 8, hvor man kan tage på bagekursus, workshops, opleve udstillingerne og arkitekturen – og naturligvis lægge vejen forbi caféen.
Som noget nyt i år udvider caféen tilbuddene og serverer nu også frokost torsdag til søndag med blandt meget andet hjemmelavede smørrebrød samt suppe, salat og i weekenderne også brunch. Alle dage er der mulighed for at nyde husets brødkurv og fastelavnsboller.
– Vinterferien er oplagt til at mødes om madglæde og få hænderne i dejen. I år har vi gjort det endnu nemmere at blive hængende lidt længere med frokost i caféen. Vi glæder os til at byde både lokale og feriegæster velkommen, siger Rikke Ejsenhardt.
Fra pizza og pasta til surdej og kagedyst
I Mad- og Bageværkstedet kan gæsterne i løbet af vinterferien blandt andet deltage i pizza-workshops, pasta-værksted, Den Store Kagedyst og bagekurser med fokus på fuldkorn og surdej.
Derudover er der i Kornets Hus hver dag mulighed for at få endnu mere ud af besøget med en kort rundvisning klokken 11.45 – uden tilmelding.
Oplevelser for hele familien
Kornets Hus’ udstilling er åben og frit tilgængelig, og i Korneksperimentariet kan både børn og voksne prøve kræfter med kværn og valse, lave egne havregryn og gå på opdagelse i kornsorter og meltyper.
Butikken holder også åbent i hele åbningstiden med blandt andet økologisk kvalitets mel, bagegrej, kogebøger og udvalgte gaveidéer.


