Taknemmelig – et tilbageblik på en barndom i 1960’erne indrammer og udfolder mange aktiviteter, der er genkendelige for Birgitte Meyers generation, hvor landbofamilierne hjalp hinanden i de små landsbysamfund, hvor alle kendte hinanden og trådte til, når der var hjælp behov.
Forfatteren Birgitte Meyer tegner samtidig et billede af sin egen skolegang, legemuligheder og ikke mindst hendes varme portrætter af nogle dejlige forældre, der gav hende og broren en god opvækst, der dannede et godt fundament for deres videre skolegang og virke i erhvervslivet.
– Her voksede min bror og jeg op og oplevede at være vigtige brikker i arbejdslivet, der var forbundet med at drive et mindre landbrug dengang; lige fra de mange gøremål i stalden og på markerne til indendørs sysler som rengøring og forberedelser op mod jul. Barndommen på landet har sat et dybt aftryk på de livsvalg, jeg har truffet i mit voksenliv, og har formet mig som menneske, fortæller Birgitte Meyer.
Bogen beskriver dermed arbejds- og skolemæssige samt familiære situationer i en landsby i Vendsyssel. Den henvender sig til alle læsere, der kunne tænke sig at vide mere om en dansk barndom på landet i 1960’erne; en barndom, der på centrale punkter adskiller sig fra nutidens opvækst i storbyer; moderne teknologi og et forandret skolesystem.
Dermed udgør bogen, som kan købes hos Bog & ide i Hirtshals, et vigtigt sammenligningsgrundlag til nutiden. Med både humoristiske og alvorlige beretninger beskriver bogen et helt centralt stykke af danmarkshistorien.