Af Christian Borrisholt Steen
Tidligere medlem af Det Etiske Råd
Venstre
Tusind tak til de 1.088 nordjyder, der i forbindelse med regionsrådsvalget i sidste måned valgte at stemme personligt på mig. Det er jeg meget taknemmelig for. Men desværre skulle der have været cirka 200 flere, der havde gjort det samme, for at jeg havde fået en plads i det nye regionsråd, som træder sammen til nytår. Det er jeg selvfølgelig ærgerlig over.
Både fordi jeg synes, at jeg har ført en aktiv og ordentlig kampagne, men også fordi jeg igennem hele valgkampen har mødt helt ufatteligt mange skønne nordjyder, som har fortalt mig, at de troede på mig og at de ville stemme på mig. Flere af dem betroede mig ovenikøbet, at de normalt aldrig kunne drømme om at stemme på Venstre, men at jeg havde fået dem til at krydse grænsen mellem rød og blå, som blandt andet en ung kvinde udtrykte det i forbindelse med én af mine utallige gade-uddelingsaktioner.
Men selvom jeg altså ikke selv får fornøjelsen af at være med omkring bordet i regionshuset fra nytår, så glæder jeg mig over, at jeg og de mere end tusind nordjyder, som har stemt på mig, har været med til at skabe grundlaget for en ny retning i regionen og for, at vi nu for første gang i mere end 40 år, får en Venstremand i spidsen for regionen. Ikke siden socialdemokraterne tilbage i 1978 overtog amtsborgmesterposten efter Venstres Grethe Kirketerp, har der siddet en borgerlig-liberal for bordenden på amtsgården – og siden 2007 regionshuset.
Jeg ønsker Mads Duedahl al muligt held og lykke som ny regionsrådsformand, og jeg håber – og tror også på – at han vil sætte handling bag ordene fra vores fælles valgkamp om, at det er tid til fornyelse og tid til at sætte mennesket før systemet.
Selvom jeg naturligvis kastede mig ud i valgkampen, fordi jeg havde en ambition om at komme med på holdet i det nye regionsråd, så får de manglende 200 stemmer mig dog ikke på nogen måde til at fortryde min indsats. For det første, så har jeg fået den regionsrådsformand og det flertal, som jeg gik til valg på. For det andet, så har valgkampen, som for mit vedkommende begyndte allerede for mere end et år siden, givet mig en masse positive oplevelser, som jeg ikke har villet være foruden (også nogle mindre positive, men dem gider jeg ikke samle på).
Jeg har mødt en masse velvilje og en masse engagerede mennesker. Det er blevet til adskillige kopper kaffe og mindst lige så mange rigtigt gode samtaler med forskellige nordjyder, som alle beredvilligt har delt ud af deres erfaringer og dermed været med til at nuancere og forbedre mine og Venstres forslag til, hvordan vi sammen kan skabe et endnu bedre nordjysk sundhedsvæsen til gavn for os alle sammen.
Jeg skylder derfor en række mennesker, herunder læger, sygeplejersker, patienter, pårørende og lokale ildsjæle en kæmpe tak for at have inspireret mig til at gøre mine og Venstres hjertesager endnu skarpere. Det handler blandt andet om større nærhed i sundhed – og sidstnævnte vil jeg naturligvis holde øje med, om de valgte, kommende regionsrådsmedlemmer leverer på.
Og vel at mærke ikke kun i Aalborg, men også i Hirtshals, Hou og Hals. For alle nordjyder fortjener ordentlige og relevante sundhedstilbud i nærområdet.
Christian Borrisholt Steen er 44 år og født og opvokset i Hirtshals -og kommer her stadig med jævne mellemrum på Fyrklit. Arbejder til dagligt som seniorkonsulent og projektleder og var i perioden 2012- 2018 medlem af Det Etiske Råd. Han er tillige aktuel med bogen ”Ordet er frit – 47 klummer til tiden”.