Af Erik Høgh-Sørensen
DF-formandskandidat
Byrådsmedlem i Hjørring
Best. medlem Landsforeningen NON-Halal
Paradisvej 3
Tolne
Et kendetegn ved de sociale medier er, at det ofte er voksne, der forløber sig – ikke børn.
Sådan er det med Facebook-kommentarerne til min artikel i NordsøPosten om Det Radikale Venstres Dima A. H. Alouch. Hun nægter at acceptere den ære, det er at træde ind som folkevalgt i Hjørring Byråd, efter at Gry Bruun Nielsen (R) desværre midlertidigt må tage orlov. I stedet bliver det så Lene Bjørn Sørensen, der forvalter det radikale mandat.
Efter min mening rækker Dimas begrundelser ikke til, at hun kan nægte at træde ind i det danske demokrati. Derfor stemte jeg ja til Gry’s orlov, men nej til at lade Dima slippe, eftersom hun jo selv stillede op som radikal kandidat for få uger siden.
Affæren har fået Enhedslistens Louise Hvelplund og andre til at forløbe sig på Nordsøpostens Facebook-side.
Hvelplund skriver f.eks., at ”jeg finder det usmageligt, at du, Erik, angriber en politisk modstander i den grad med baggrund i hendes etnicitet.”
Det er imidlertid ren Enhedsliste-folkeforføring. For det handler om etnicitet, desværre. Det fremgår tydeligt af dele af sagsakterne, som et flertal i byrådet valgte at holde hemmelige for offentligheden, og som jeg derfor ikke kan beskrive nærmere her.
Hvelplund fik over 50 ”likes”, men ville stå afpillet tilbage, dersom det pågældende dokument blev offentliggjort.
Andre såsom Theis Magle (R) har ikke haft adgang til dokumentet, men forløber sig alligevel ved at kritisere mig for dårlig ”etik” og alskens andre radikale buzz words. Den slags personangreb lader mig kold, og Louise Hvelplunds spørgsmål får følgende svar: Ja, selvfølgelig ville jeg have stemt på nøjagtig samme måde, hvis det havde været en etnisk dansker, som lavede sådan et stunt.
Omvendt havde jeg været den første til at byde Dima velkommen i byrådet, hvis hun havde taget pladsen. Jeg er ikke modstander af god integration, men finder det forkert, at en syrer, der får demokratiet serveret på et sølvfad, og som kunne være rollemodel for god integration, siger nej med den begrundelse, at hun har travlt med sine studier (plus de unævnelige begrundelser).
![Erik Høgh-Sørensen (DF): Forhånet eller forledt? 2 Amina Sardar Erik Hoegh Soerensen](https://nordsoeposten.dk/wp-content/uploads/2022/01/Amina_Sardar_Erik_Hoegh-Soerensen.jpg)
Sådan havde min gode veninde Amina Sardar næppe gjort. Hun er af indvandrerbaggrund og har haft indre styrke nok til at forlade et tvangsægteskab. I dag er hun med sin viden en af DF’s frontkæmpere mod islamismen. Et fremragende eksempel på god integration, som ikke blev valgt 16.11, men tak fordi du prøvede, Amina.
Så enten forhåner Dima det danske demokrati, eller også har partifolk i Det Radikale Venstre forledt Dima. De kan have fået hende til at stille op som kandidat, så partiet under valgkampen kunne pryde sig med ”mangfoldigheds”-fjer, men uden at fortælle Dima, at demokrati rent faktisk indebærer en chance for at blive valgt.
Svaret på dette enten-eller spørgsmål blafrer i vinden, og jeg stiler det nu igen til Theis Magle, Lene Bjørn Sørensen eller partiets bannerfører i Folketinget, Marianne Jelved.
Link til tidligere indlæg
Erik Høgh-Sørensen (DF): Har Det Radikale Venstre snydt Dima A. H. Alouch?