Hjørring Teater banker gravrusten af gravrøsten, og Figaros hold af vampyrjægere Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen drager med den unge sagfører Jonathan Harker til Grev Draculas slot i de Transsylvanske bjerge.
Her er Harker rejst til, trods advarsler fra lokalbefolkningen, for at afslutte et huskøb i England for greven.
Mens greven, der har fået blod på tanden, rejser til England i en kiste fyldt med sit fædrelands jord, befinder Harker sig på slottet – fanget af Draculas kvindelige vampyrer.
Sammen med vampyrjægeren Van Helsing bliver det nu en kamp med tiden og dagslyset om at finde Grev Dracula og banke en pæl gennem hans hjerte for at forhindre ham i at skabe en mindre hær af vampyrer. Vi garanterer, i vanlig Figaros stil, en overflod af komik, musik og gys … og masser af hvidløg.
Bid på krogen og oplev en forestilling, hvor alle roller synges, flyves og danses i fuld scenografi, lys og kostumer af Lisbeth Kjærulff, Kristian Jensen, Hans Dueholm og Allan Dahl Hansen.
Figaros og Den Ny Operas opdaterede udgave af “Dracula” tilsættes kendte hits fra opera, operette og musical og krydres med masser af komik.
Dracula er produceret af Figaros og Den Ny Opera Instruktion og medvirkende Lisbeth Kjærulff, Hans Dueholm, Kristian Jensen og Allan Dahl Hansen.
Manuskript af Kjærulff, Dueholm og Jensen usædvanligt frit efter Bram Stoker.
Kostumer Nathalie Meldgaard.
Scenografi Hans Dueholm.
Spillested: HJØRRING TEATER, Vendelbohus
Dato: 2022-04-28 19:30 – 21:30
Genre: Musik, komik og gys med bid i
Varighed: ca 2 timer
Pris: Løs 380/360/340 Abo 330/310/290 Unge u/26 190