Der blev onsdag eftermiddag og aften sikkert lagt mærke til ekstra mange motorcykler på vej til og fra Tversted, hvor Restaurant Tannishus havde inviteret til årets første MC Aften, som gentages den 14. august.
Der kom nemlig rigtig mange gæster, og værtsparret Klerly og Åge Vinther vurderer således:
– Vi havde formegenlig rekord i aftes med godt 500 personer til spisning og cirka 700 motorcykler. Det var vildt og sjovt.

De mange spisende gæster på Restaurant Tannishus nød husets buffet med forskellige kartofler, salater, brød, frikadeller, skinke og meget mere til kun 60 kroner. Mange kørte også bare en tur for at møde andre ligesindede og snakke, bare snakke, motorcykler, Tversted og bare være sammen.
Den gode tradition med MC Aften for alle interesserede er også en festlig optakt til Harley Days Nordjylland i Tversted fredag og lørdag med lækker mad og Almost Quo musik på Restaurant Tannishus.
Der er også åbent i Tversteds Rock’n’roll pølsevogn – Polle’s Ole School Biker’s Hot Dog – ved Slovi´s MC-Garage, som blev indviet for et år siden.



