Selv om mennesket er det klogeste dyr, så kan man lære meget af andre dyr. Derfor holdt htx Hjørring deres fysik- og biologiundervisning i Aalborg Zoo en hel dag.
Her skulle de bl.a. lære om evolution og se på dyrenes fysiske evner som fx reaktionshastighed og muskelstyrke. I alt 24 elever var afsted en hel skoledag, hvor de gik rundt i haven og løste nogle af de opgaver, lærerne Sven Lange og Thomas Gam Mikkelstrup havde forberedt.
Sven Lange, som underviser i bioteknologi, finder Zoologisk Have oplagt til undervisning i evolution:
– Den store artsrigdom gør, at eleverne med egne øjne kan se, hvordan dyrene har udviklet sig over tid. Nogle af de evolutionære begreber, vi har kigget på hjemme i klasseværelset, kan vi pludselig gøre levende ved at kigge på dyrene, deres form og farver, deres særlige evner og ikke mindst deres adfærd.
Klassisk fysik i zoo
Thomas Gam Mikkelstrup er fysiklærer for klassen, og han bruger også dyrene til at demonstrere og påvise de teorier, man har arbejdet med i klasseværelset.
– Vi har haft om reaktionstid og drejningsmoment/kraftmoment, hvor vi har målt på længden af dyrenes lemmer. Til reaktionstiden har vi kigget på elevernes egen reaktionstid af både hænder og fødder og brugt det til at sige noget om dyrenes teoretiske reaktionstid. I forbindelse med drejningsmoment har vi kigget på længden af dyrenes lemmer for at bedømme, hvilket moment de vil være i stand til at udføre, da de er opbygget meget anderledes end mennesker. Så det er helt klassisk fysik, vi så at sige ser i levende live.
Sven Lange fortæller desuden, at næste trin i deres undervisningstema om evolution kommer til at handle om bioinformatik, hvor eleverne bruger DNA fra store databaser til at undersøge dyrenes slægtskab.