Af Claus Hvashøj Jørgensen
Skovbrynet 3
Nr. Rubjerg
Kære byrådsmedlemmer.
I tillæg til de mange fine indlæg om Harevej 4 som støtter en beslutning om at anvende planlovens §14 til at ajourføre den nugældende lokalplan med områdets oprindelige udstykningsplan vil jeg gerne supplere med en betragtning omkring retsfølelse og medindflydelse.
Min familie har været grundejere siden udstykningen af det ene af de to delområder som forvaltningen har afholdt partshøring i. Vi har ligesom de øvrige grundejere købt grund med mulighed for at bygge et familiesommerhus med langt til nærmeste nabo, friholdte naturområder og vandrestier. Dette åbne naturområde vil vi gerne bevare som en ret der knytter sig til grundejerskabet.
Når vi som grundejere i enighed tilkendegiver at udstykningsplanens grundidé skal bevares, og at kæmpestore udlejningssommerhuse med 24 personers benyttelse ikke er foreneligt hermed, så skal der lyttes.
Skulle almenvellet og samfundsinteresser have været udfordret heraf, så måtte vi som grundejere indgå i en dialog om at få sådanne udfordringer løst. Men det er altså ikke tilfældet i den konkrete sag. Her er det almindelige privatøkonomiske investeringsinteresser der er i spil.
Derfor træk §14 kortet og giv grundejerne i Nr. Rubjerg retten til området tilbage.
En stor tak til forvaltningen for den afholdte partshøring.
Nu er det Jer som politikere der skal på banen.