Det er nu kun knap et år siden, at NordsøPosten besøgte de to glade galleriejere i skikkelse af byrådsmedlem Chelina Bagger og turistforeningsformand samt købmand Henrik Konnerup, da de havde inviteret til officiel åbning af Galleri &Os i Lønstrup.
Denne lørdag gentog samme Chelina Bagger og Henrik Konnerup den festlige åbningsreception, men nu på Strømgade 2 ud til Springvandspladsen midt i Hjørring. Parrets fine sans for kvalitet fornægter sig fortsat ikke, når det gælder indretning og valg af udstillende kunstneres værker.
Alt fra de nye visitkort med nyt logo til indretning af lokalerne på den attraktive adresse spiller stilsikkert og smukt sammen med kunsten. Stærkt spillende var også den altid veloplagte Jesper Daarbak, som med sin akustiske guitar var hyret ind til at stå for musikken i Galleri &Os.
Stort tillykke nok en gang til Chelina og Henrik!